Tik-tak. Tiden går, men hos Renault er man ikke stresset over, at man endnu ikke har sat navne på de kørere, der skal udgøre Formel 1-besætningen i 2017.
»Vi må acceptere, at vi har brug for lidt mere tid,« siger team-manger Cyril Abiteboul i et interview med Autosport.com.
Så de nuværende kørere - Kevin Magnussen og Jolyon Palmer - må altså væbne sig med en god portion tålmodighed i et stykke tid endnu.
»Vi har nogle muligheder, gode muligheder, hvilket viser, at folk tror på Renault-projektet,« siger Cyril Abiteboul.
Men han kommer også med en melding, der ikke ubetinget er til ulempe for Kevin Magnussen, der netop er blevet nummer 10 i seneste grandprix. Det er anden gang i denne sæson, at danskeren scorer point via en top-10-placering - noget, Jolyon Palmer endnu ikke har præsteret.
Artiklen fortsætter under billedet...
»Vi prøver at tage den bedste beslutning for teamet, og derfor har vi brug for lidt mere information og data, end vi har i øjeblikket. Den ekstra tid, vi bruger på at tage beslutning, handler ikke om at spille mod vores nuværende kørere,« siger Cyril Abiteboul.
Og han indrømmer også, at RS16-raceren ikke har givet den nuværende duo de bedste betingelser til at vise sig frem i år. Slet ikke.
»Vi må være fair over for de kørere, vi har. Vi ved, at bilen ikke er den bedste. Så når det kommer til at måle deres fart og især deres stabilitet er det svært. Vi giver dem alle muligheder for at blive bedømt korrekt, og selv om det er indlysende, så tager vi med i ligningen, hvad vi kender til i forhold til vores bils kvalitet,« siger Cyril Abiteboul.
Hen over sommeren har Toro Rossos Carlos Sainz på rygteplan floreret som stærk Renault-kandidat. Selv afviste spanieren historierne om et skifte til Renault i sidste uge, og nu afviser teamet også alle spekulationer om at det Red ville bytte Renault-motorer for den spanske kører.
Til motorsport.com siger Toro Rosso-boss Franz Tost:
»Carlos har kontrakt med Red Bull, og jeg tror ikke, at Red Bull vil lade ham gå til et andet hold, når man tænker på, hvor mange penge holdet har investeret i hans karriere,« siger Franz Tost:
»Jeg kan ikke se nogen grund til, at de skulle lade ham gå. Toro Rosso har brug for Carlos; han er hurtig, talentfuld, og i 2017 har vi brug for en kører på hans niveau.«
Sergio Perez har også været rygtet til Renault, men han ser ud til at blive hos Force India. Renault-reserven Esteban Ocon, der kører sæsonen færdig hos Manor, er stadig i høj grad inde billedet.
»Helt klart. Og vi er i en god position, da han jo kører i øjeblikket, så her får vi ekstra information,« siger Cyril Abiteboul til Autosport.com.
Om den generelle situation på kørermarkedet siger han:
»For de store navne med kontrakter er situationen uændret, så vi ved, hvem der er tilgængelige, og hvem der ikke er tilgængelige. Så vi har lidt tid til at tage beslutningen, fordi vi gerne vil være så velinformerede som muligt,« siger Cyril Abiteboul.