Kevin Magnussen var gennem hele følelsesregistret i Monacos smalle gader, hvor han kørte sig frem til en pointgivende 10. plads.

Han vil nu nok være en smule skuffet, selvom Kevin Magnussens mål om VM-point blev indfriet i sæsonens mest hypede løb på bybanen i Monaco.

Kevin Magnussen kørte et af sæsonens bedste løb indtil nu, da han først imponerede med en superstart, så blev sat tilbage med en punktering, men til sidst sluttede som nummer 10 og med et enkelt VM-point til kontoen.

Den danske racerkører bevarede håbet, selvom han undervejs blev ramt af den ærgerlige punktering, som skuffende kostede ham en potentiel ottendeplads.

Fra en plads som nummer 13 kørte Kevin Magnussen sig igen frem i feltet, hvor han avancerede og lukrerede på andres uheld.

Men 10. pladsen var absolut godkendt for danskeren, som viste god fart løbet igennem. Men det var lige efter starten, at Kevin Magnussen markerede sig stærkest i Monaco.

Her overhalede han på spektakulær vis to konkurrenter ned mod første sving, da han tog chancen og kørte ind mellem Renaults Nico Hülkenberg og Torro Rossos Daniil Kvyat. Det flotte forarbejde gav Kevin Magnussen et solidt udgangspunkt i resten af løbet, hvor han lå og jagtede teamkammeraten Romain Grosjean.

Men så indtraf punkteringen og håbet så ud til at være ude for danskeren. Men en safety car og et sammenstød gav Kevin Magnussen lidt af det tabte tilbage og et enkelt VM-point.

I front vandt Ferraris Sebastian Vettel foran Kimi Raikkonen en knusende dobbeltsejr. Red Bulls Daniel Ricciardo blev nummer tre.

Hos Haas-teamet sluttede Romain Grosjean fremme på ottendepladsen.