Kevin Magnussen trak fra til stor begejstring i Danmark. Men i den anden gule Renault-bil var der store frustrationer at spore. Bliver Rusland stedet, hvor Jolyon Palmer tager sin hævn og viser format? Han har i hvert fald gjort, hvad han kunne, fortæller han. 

17. april 2016 er en dag, som Kevin Magnussens 25-årige britiske konkurrent Jolyon Palmer gerne vil glemme - og det hurtigst muligt.

Briten blev nemlig overstrålet totalt af sin danske teamkammerat, der, til trods for ikke at have testkørt banen, gav ham tørt på ved at slutte hele fem pladser bedre. Dem store forskel skyldtes dog ikke, at Kevin Magnussen lå i toppen af feltet, men tværtimod at Jolyon Palmer endte som nummer sjok på en 22. plads.

Nu fortæller han til hjemmesiden f1channel4.com, at han har forberedt sig grundigt til Ruslands grand prix i Sotji, og at han vil gøre alt i sin magt for at fadæsen i Kina aldrig sker igen.

Kevin Magnussen (Renault) træder ned i sin racer til Kinas grand prix. Da Kevin Magnussen steg ud, havde han opnået en 17. plads, mens hans teamkammerat Jolyon Palmer kom ind som den sidste i løbet, nemlig som nummer 22.
Kevin Magnussen (Renault) træder ned i sin racer til Kinas grand prix. Da Kevin Magnussen steg ud, havde han opnået en 17. plads, mens hans teamkammerat Jolyon Palmer kom ind som den sidste i løbet, nemlig som nummer 22. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Når du er en racerkører, så er du omdrejningspunktet for hele teamet, og resultatet af mange menneskers arbejde over weekenden hviler på dig. Jeg er virkelig opsat på at sørge for, at det, der skete i Kina, aldrig sker igen,« siger Jolyon Palmer ifølge mediet.

Som citatet antyder, var det var en skuffet Jolyon Palmer, der sent mandag aften landede hjemme i England ovenpå skuffelsen i Kinas grand prix. Han fortæller, at han med det samme havde lyst til at tage til Renaults engelske hovedkontor i Enstone, men selvom det kløede i Jolyon Palmers fingre for at komme derhen allerede tirsdag, så ventede han en dag.

»Det er min opgave at gøre det godt, når jeg er i bilen, og når weekenden (løbet, red.) ikke forløber særlig godt, så ønsker jeg at forstå, hvorfor så hurtigt som muligt,« siger Jolyon Palmer og fortæller, hvordan det styrker ham som racerkører at bruge tid på Renault-fabrikken i Enstone.

Renaults kørere Kevin Magnussen og Jolyon Palmer interviewes på scenen sammen med Stoffel Vandoorne (test og reservekører for McLaren) forud for Australiens grand prix i Melbourne. 
Renaults kørere Kevin Magnussen og Jolyon Palmer interviewes på scenen sammen med Stoffel Vandoorne (test og reservekører for McLaren) forud for Australiens grand prix i Melbourne. 
Vis mere

»Når du er på fabrikken, så har du adgang til mange dygtige folk, der ikke rejser med til løbene, men som har en masse nyttig information og forståelse. De er eksperter på deres område, og vi kan alle lære en helt masse af dem,« siger Jolyon Palmer.

Briten fortæller, at både han og Kevin Magnussen har haft en dag i simulatoren på fabrikken, og at han har taget en ekstra dag i bilen frem mod Ruslands grand prix. Banen i Sotji er desuden et sted, hvor Jolyon Palmer har gode minder, og han kender banen utroligt godt.

»Jeg er helt klar til Sotji, og jeg har analyseret mig frem til, hvor hver enkelt fejl i præstationen i Kina skete. Jeg ser frem til at køre på banen igen - og til at vise det jeg har lært frem,« siger Jolyon Palmer og retter fokus på sin tidligere succes på racerbanen i Sotji.

Jolyon Palmer får dækkene på Renault-raceren til at ryge til Kinas grand prix i Shanghai d.16. April 2016.
Jolyon Palmer får dækkene på Renault-raceren til at ryge til Kinas grand prix i Shanghai d.16. April 2016. Foto: WU HONG
Vis mere

»Jeg vil altid have gode minder fra Sotji, fordi jeg vandt det første GP2 race der, som afgjorde mesterskabet i 2014. Det, der afgør, om du kan lide en bane eller ej, er dine tidligere resultater, og jeg har gode minder derfra.«

Løbet i Sotji skydes i gang søndag 1. maj, og bt.dk følger selvfølgelig Jolyon Palmer og Kevin Magnussens præstationer tæt.