Kevin Magnussen slipper for at udlåne sin racer i Barcelona, hvor teamkollegaen Jolyon Palmer må se fredagens første træning fra garagen, mens reserven Esteban Ocon kører den gule Renault.

Kevin Magnussen får modsat Ruslands Grand Prix fuld køretid, når Formel 1-feltet rammer Barcelona midt i maj måned. I stedet må Jolyon Palmer se til, når franskmanden Esteban Ocon får chancen. Det bekræftede Renault over for BT torsdag aften.

Dermed ser det nu ud til, at Kevin Magnussen og Jolyon Palmer løbende må skiftes til at 'sidde over'' i udvalgte fredagstræninger resten af sæsonen. Sådan som man også ser det i andre teams i- og uden for Formel 1.

Det var ellers frygtet, at Renaults valg om at give reserverne chancen, udelukkende ville koste danskeren køretid. Men sådan bliver det ikke alligevel. Det vurderer BTs Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard.

»Der har været spekuleret i at Palmer havde en vandtæt kontrakt, a la den Pastor Maldonado havde sidste år – altså en kontrakt, der sikrede ham deltagelse i alle træninger. Det viser sig nu ikke at være tilfældet, og så er det helt naturligt, at det er ham der sidder over denne gang,« siger Peter Nygaard.

BT har også talt med redaktøren for det engelske motorsportsmedie, Motorsport.com. Her fortæller Jonathan Noble, at Renaults valg af Jolyon Palmer indikerer, at han og Kevin Magnussen kører på lige vilkår i forhold til, hvordan deres kontrakter er skruet sammen.

»Jeg tror, det handler om, at det skal være fair over for begge kørere. De er formentlig på ret ens kontrakter i forhold til de sponsorater, de har bragt til teamet. Jeg ser det som et mindre tilbageslag over en weekend ikke at køre fredag formiddag. Det viste Kevin Magnussen også i seneste weekend i Rusland,« siger Jonathan Noble.

De seneste uger er engelske Jolyon Palmer kommet under pres. Dels fordi han sluttede sidst i Kinas Grand Prix, men samtidig har han ikke kunne følge med Kevin Magnussen i kvalifikation og løb. Alligevel mener Jonathan Noble ikke, at Renaults beslutning om at give Jolyon Palmer en lille fredagspause betyder, at englænderen er mere presset end tidligere.

»Umiddelbart vil jeg ikke mene, at der er en politisk agenda bag det valg,« siger han til BT.

Peter Nygaard ser heller ikke, at Jolyon Palmer skulle være ved at ryge ud hos Renault.

»Det er alt for tidligt at spekulere i, at Palmer hænger i en tynd tråd, bare fordi Ocon nu får chancen. Det har hele tiden været planen at afprøve Ocon i en række fredags-træninger, og det er naturligt at starte programmet i Barcelona, hvor Palmer, Magnussen og teamet kørte masser af omgange under vinter-testerne i februar,« siger Peter Nyggard og fortsætter:

»Vi skal ikke overfortolke Ocons omgangstider i Barcelona. I en fri træning kan teamet med benzin-mængde, dæk-valg med mere relativt let ’fabrikere’ det resultat, de og sponsorerne gerne vil se. Det vil altså ikke være nogen katastrofe for Palmer, hvis Ocon fredag morgen sætter en hurtigere tid, end englænderen formår senere på dagen. Og det vil heller ikke betyde ret meget, hvis Ocon skulle vise sig hurtigere end Magnussen fredag morgen.«