Masser af penge. Og et stort talent ud i øvelsen at få meget ud af lidt.

Sergio Perez, mine damer og herrer. Kort fortalt.

Og det er også det, der gør den mexicanske Formel 1-kører til en dødsensfarlig konkurrent for Kevin Magnussen til sædet hos Renault. Nye meldinger går på, at det franske team har Sergio Perez højt på ønskelisten som ny kører i den kommende sæson.

Hvilket sandsynligvis igen vil sende Kevin Magnussen ud i job-uvisheden.

Og hvis Sergio Perez skulle gå rundt og være den skadefro eller hævngerrige type, ville han kunne sende et ’tak for sidst’ efter danskeren, hvis profetierne om udskiftningen går i opfyldelse til 2017-sæsonen.

Sent i 2013 blev Sergio Perez ofret hos McLaren efter kun et år hos teamet, da Kevin Magnussen blev hentet ind som ny kører til at supplere Jenson Button i 2014.

»Du mister al motivation selvtillid. Man frygter at karrieren er over, inden den egentlig er kommet ordentligt i gang. Men så samler du stumperne op og begynder at værdsætte tingene mere,« har Sergio Perez for nyligt fortalt i et interview med F1.com.

Mexicaneren fandt dog en ny arbejdsgiver. Det lille Force India-team, hvor han har kørt siden og altså er godt i gang med sin tredje sæson. Derfor kan Sergio Perez efterhånden også kalde sig en forholdsvis erfaren Formel 1-kører trods sine kun 26 år, for han nærmer sig sin sjette fuldførte sæson.

Også det må virke tillokkende på Renault-ledelsen.

»Jeg har aldrig været bedre,« konstaterer Sergio Perez endda i interviewet med F1.com:

»Jeg forbedret mig en hel del, siden jeg kom ind i Formel 1: I kvalfikationen, min fart i løbene og hvordan jeg passer på dækkene. Faktisk på alle områder af at køre racerløb. Min den største faktor i forhold til seneste sæson er nok, at jeg er blevet meget bedre i kvalifikationen,« siger han.

Sergio Perez har gennem hele sin karriere vist, at han kan få meget ud af en racer, der er ikke blandt feltets bedste.

Så selv om han aldrig har vundet et Formel 1-løb, har han faktisk en del podieplaceringer hos de mindre hold, han har kørt for:

  • I 2012 hos Sauber: To andenpladser (i Malaysia og Italien) og en tredjeplads (i Canada)
  • I 2014 hos Force India: En tredjeplads (i Bahrain)
  • I 2016 hos Force India: To tredjepladser (i Monaco og i Aserbajdsjan, indtil videre)

Til sammenligning har Kevin Magnussen en enkelt podieplacering fra sit allerførste løb, da han blev nummer to i Australien.

Sergio Perez foran Kevin Magnussen ved Monacos grandprix i år.
Sergio Perez foran Kevin Magnussen ved Monacos grandprix i år. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Resultaterne har altså også været mere en godkendte i år med de to podieplaceringer. Faktisk er Force India kun kommet på podiet fire gange nogensinde i holdets levetid, og Sergio Perez har altså stået for tre af dem.

I denne sæson har han også hævdet sig markant over for Force India-makkeren Nico Hülkenberg. Mexicaneren har været bedst i 7 af 11 af løb, og Sergio Perez har scoret næsten dobbelt så mange point: Der står 47 – 27 i det indbyrdes regnskab.

Og så er der det med pengene.

For især her har Sergio Perez  ret meget af det, som Kevin Magnussen absolut ikke har. Masser af økonomisk opbakning fra personlige sponsorer.

»Det er ikke kun op til mig at tage beslutningen. Jeg er en heldig kører med masser af opbakning. Hvis vi skal skifte hold, så skal beslutningen tages sammen med mine sponsorer,« sagde Sergio Perez forleden ved Hockenheim-banen, hvor der køres Formel 1 i denne weekend.

Han bakkes blandt andre op af landsmanden Carlos Slim, der med med en formue på omkring 335 milliarder er en af verdens absolut rigeste personer.

»Mine kontrakter er i kke så simple. Jeg har mange sponsorer, der skal have aftaler på plads, så det tager længere tid, end andre kørere, der skifter hold eller for eksempel bare skal skrive under med Force India,« fortalte Sergio Perez, der forventer at have sin fremtid på plads i løbet af august, hvor Formel 1 går på sommerferie rent løbsmæssigt.

Renault kan muligvis vente sig konkurrence fra anden side i jagten på ’Checo’. Også Williams-teamet skulle være interesseret i den talentfulde kører hos lille Force India, der notorisk mangler penge til at kunne blande sig hos de allerstørste Formel 1-hold.

Sådan et vil Renault gerne være, for i forbindelse med comebacket til den fineste motorsportsklasse meldte holdet ud, at man vil køre med om verdensmesterskabet om får år.

Det passer fint med de ambtioner, som Sergio Perez kører rundt med:

»Jeg vil køre for et top-team… nej, faktisk vil jeg gerne køre i en top-racer. Jeg har været hos et top-team (lige en hilsen til McLaren, red.), men de havde ikke en top-racer. Jeg håber, at jeg en dag vil kunne komme til at sidde i en konkurrencedygtig bil og vise, hvad jeg kan.«