Kevin Magnussen kan i den kommende sæson blive Renault-kører.
Kevin Magnussen kan i den kommende sæson blive Renault-kører. Foto: DIEGO AZUBEL

Kevin Magnussen er ifølge britiske The Telegraph tæt på at tegne kontrakt med det nye Renault-hold.

I første omgang er det ifølge avisen tanken, at den danske Formel 1-kører skal være reservekører for Renault, som er bygget op på det gamle Lotus-hold. Jolyon Palmer fra Storbritannien og Pastor Maldonado fra Venezuela skal som udgangspunkt udgøre Renault-holdet i 2016.

Men det kan der hurtigt blive lavet om på.

Den politiske situation i Venezuela er meget ustabil, efter at det socialistiske parti ved valget i sidste måned mistede magten i parlamentet. Med til at gøre situationen usikker er den lave oliepris, og de to ting kan tilsammen betyde et tab af sponsorat fra PDVSA, som er Venezuelas statslige oliefirma.

Sker det, kan det koste pladsen for Pastor Maldonado. PDVSA er nemlig den sponsor, som Maldonado har taget med til holdet, og hvis sponsoratet ryger, kan Renault i stedet vælge Magnussen. Maldonado har i sine fem sæsoner i Formel 1 endnu ikke overbevist for alvor. I sidste sæson skrabede han 27 point sammen, og det rakte til en samlet placering som nummer 14.

Kevin Magnussen har ifølge The Telegraph i sidste uge været til forhandlinger i to dage med Renault i den engelske landsby Enstone, hvor Formel 1-holdet har sit hovedkvarter.

Renault har overtaget holdet fra Lotus, og den franske bilproducent har forpligtet sig til at køre i mindst ni år. Men de har sagt, at det vil tage mindst tre år, førend de kan køre med om de tunge placeringer blandt de hurtige biler.

Kevin Magnussen har på sin side været desperat i over et år for at finde et hold, efter at han i sidste sæson var reserve på McLaren-holdet under de to tidligere verdensmestre, Jenson Button og Fernando Alonso.

I sidste ende blev Kevin Magnussen fyret på sin 23-års fødselsdag i oktober sidste år.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook