KØB PLUS!

'OL-klar' Alonso tester ny Ferrari-racer

Fernando Alonso skal vriste VM-titlen fra Sebastian Vettel i spritny Ferrari og i olympisk form.

Spanieren Fernando Alonso tabte VM-titlen med blot tre point op til Red Bulls Sebastian Vettel i 2012-sæsonens sidste Grand Prix i Brasilien.

Dét skal ikke gentage sig, understreger Ferrari-mandskabet, der har set Fernando Alonso forberede sig uhyre omhyggeligt forud for den kommende sæson.

- Fernando har udnyttet sin tid optimalt og håndteret opgaven med den største dedikation. Han har forberedt sig rent fysisk på linje med de bedste OL-atleter og skiftet mellem styrketræning, løb og cykling, skriver Ferrari på sin hjemmeside.

- Nu er Fernando klar til at glide ned i cockpittet af F138'eren og drage fordel af al arbejdet, som Felipe (Massa, red.) og Pedro (de la Rosa, red.) har gjort i Andalusien, skriver holdet videre.

Modsat kutyme har Fernando Alonso prioriteret den fysiske form over at lære sin nye Ferrari F138'er at kende.

I stedet har holdkammeraten Felipe Massa og testkøreren Pedro de la Rosa blæst den nye Ferrari-model i bund i Jerez i de fire hidtidige tests.

Men tirsdag er det Alonsos tur til at mærke V8-motoren brumme i F138'eren. Ferrari meddeler, at man er mere end tilfreds med resultaterne af Felipe Massa og Pedro de la Rosas tests, og at man forventer en stor sæson på baggrund af disse tests.

Første løb er Rolex Australian Grand Prix på Albert Park i Melbourne den 17. marts.

Læs også: