Kevin Magnussen får nu en chancen for at vise McLaren og resten af Formel 1-verdenen, at det britiske team tog den forkerte beslutning, da det sidste år degraderede danskeren til rollen som reservekører.

Det bliver nemlig Kevin Magnussen, der erstatter hovedskadede Fernando Alonso i sæsonens første grandprix i Melbourne d. 15. marts, og den mulighed er kæmpe stor, mener John Nielsen, racerkører og Formel 1-ekspert hos TV3+.

»Nu kan han måle sig med Jenson Button, som McLaren valgte at satse på i stedet for Kevin Magnussen, og det starter allerede i kvalifikationen til grandprixet. Jeg er helt sikker på, at netop dét er motivationen for ham: At vise, at McLaren valgte den forkerte kører,« siger John Nielsen med henvisning til McLarens valg af Jenson Button over Kevin Magnussen.

»Vi får at se, hvor god han er i forhold til Jenson Button.«

Kevin Magnussen kørte senest 38 omgange og imponerede med hurtige omgangstider, efter Fernando Alonso fik en hjernerystelse, der sendte ham direkte i sygesengen - og altså Kevin Magnussen ind som vikar i McLaren-bilen. Sidste år blev Magnussen nummer to i grandprixet i Melbourne, og derfor kunne en forsigtig optimist drømme om endnu et topresultat i Australien.

John Nielsen maner dog til ro, for omverdenen kan ikke tillade sig at forvente det store af Kevin Magnussen til det første grandprix.

»McLaren har haft mange motorproblemer i opstarten og har en af de måske dårligste biler i feltet. Omvendt kan man sige, at han så kun kan overraske, og det kan måske lette lidt af presset,« siger John Nielsen.

Hvis nu Kevin Magnussen rent hypotetisk smadrer teamkammerat Buttons omgangstider i Australien, så tror John Nielsen stadig ikke på, at Kevin Magnussen får et sæde til det efterfølgende grandprix.

»For det første tyder meget på, at Alonso kommer tilbage til den tid. For det andet går McLaren næppe væk fra deres disposition efter blot et enkelt løb, men der er ingen tvivl om, at Kevin Magnussen stadig er fremtidens mand,« siger John Nielsen.

Grandprixet starter 15. marts, men kvalifikationen begynder allerede 13. marts.