34 omgange. Mere blev det ikke til i søndagens Monaco-grandprix for Kevin Magnussen.

Det blev den negative kulmination på en regulær møgdag i fyrstedømmet, hvor det aldrig rigtigt blev godt for danskeren i den gule Renault.

Undervejs blev han påkørt af russiske Daniil Kvyat, han kørte selvforskyldt ind i barrieren, inden det altså endte før tid i garagen. Langt før tid: Kevin Magnussen nåede ikke engang at gennemføre halvdelen af løbets 78 omgange.

Endnu værre gik det i øvrigt for Renault-kollega Jolyon Palmer, der blev første mand til at udgå efter en ellers udramatisk start på et løb, hvor regnen silede ned.

Derfor blev de 22 biler sat i gang bag en safety car. Kevin Magnussens som nummer 16.

Og den holdt de noget mere potente Formel 1-racere stangen på de første otte omgange, hvilket gav en noget tam start.

»Nu skal vi i gang med at køre race,« fik en frustreret Kevin Magnussen klemt ud over radioen. Det skulle ikke blive eneste gang.

Meget race fik Jolyon Palmer dog ikke kørt. For umiddelbart efter at den sølvgrå safety car endelig havde forladt banen, kørte den britiske Renault-kører nærmest umotiveret ind i barrieren. Og udgik.

Og så blev løbet igen sat under kontrol af en såkaldt virtual safety car.

Kevin Magnussen benyttede lejligheden til at gå i pit og få medium-dæk på, hvilket så ud til at virke. Han kørte faktisk hurtigt.

Og så gik det helt galt efter små 20 omgange.

Her endte en duel mellem Kevin Magnussen og Daniil Kvyats Toro Rosso med, at russeren pløjede lige ind i danskeren.

»Hvad fanden lavede han?« brølede Kevin Magnussen over radioen. LÆS KEVIN MAGNUSSENS REAKTION PÅ EPISODEN HER

Han kom videre efter en tur i pit. Men sat med mere end en omgang.

Og nede i den kedelige ende af feltet tøffede han så rundt indtil den 34 omgang, hvor han bumpede ind i barrieren på grund af bremseproblemer i et sving Resultat: Fjerde pitstop. Og så gad Renault og Kevin Magnussen altså ikke mere.

Det gjorde verdensmesteren Lewis Hamilton til gengæld. I sjette forsøg vandt han sæsonens første sejr med god hjælp fra hændelser i pitten.

Ikke mindst da Daniel Ricciardo – manden i pole position – gik i pit på 32. omgang for blot at kunne konstatere, at mekanikerne ikke havde hans dæk klar.

Det kostede masser af tid. Det kostede sandsynligvis sejren.

Forinden havde Lewis Hamilton snuppet førerpositionen ved at droppe et tidligt pitstop i modsætning til konkurrenterne.

Briten kørte herefter sikkert sin første sejr i Monaco i otte år, mens Daniel Ricciardo dog fik andenpladsen.

Hans Red Bull-makker Max Verstappen kunne ikke leve op til sidste uges sensationssejr i Barcelona. Hollænderen smadrede faktisk for anden dag i træk i raceren og måtte udgå lige som i alt syv kørere.

Monacos smalle gader gav dog plads til overraskelser, da Sergio Perez klemte sin Force India ind på podiets sidste plads.

Genoplev hele det dramatisk grandprix i Monaco herunder minut for minut. I selskab med BTs Daniel Remar: