Kevin Magnussens tro sponsor har denne gang gravet dybt i pengetanken og satser stort på den danske racerkørers nye Formel 1-eventyr hos Renault.

Ejeren af tekstilvirksomheden Bestseller, Anders Holch Povlsen, har mere end nogensinde før vist sit store engagement i Kevin Magnussens racerkarriere. Således afslørede præsentationen af Renaults team og bil i Paris onsdag, at der er tydelige danske aftryk på såvel teamets tøj som bilens udseende. På bilen var der reklamer for Jack & Jones på siderne, fronten og bagpå. Prominente pladser, som langt fra kommer gratis i Formel 1.

Selvom intet er officielt, erfarede BT onsdag, at Anders Holch Povlsen har investeret omkring 50 millioner kroner i Renaults Formel 1-satsning.

På Renault-raceren kan man se Jack & Jones-logoet på siden
På Renault-raceren kan man se Jack & Jones-logoet på siden
Vis mere

Men ifølge BTs oplysninger går Anders Holch Povlsen også skridtet videre og bliver gennem Jack & Jones teamets nye tøjsponsor i 2016. En markant investering, der gør Jack & Jones til en betydelig og synlig sponsor af Kevin Magnussens arbejdsgiver. Langt mere end da Kevin Magnussen kørte hos McLaren i 2014. En investering, der uden tvivl har hjulpet Kevin Magnussen, da forhandlingerne med Renault kom i gang.

Kevin Magnussen afslørede ikke selv, hvad Anders Holch Povlsen havde hjulpet med. Men han var meget taknemlig, da snakken faldt på den danske mangemilliardær.

»Anders er en rigtig stor støtte på alle mulige måder. Og forhåbentlig vil han blive ved med at være det. Jeg har rigtigt meget at takke ham for. Jeg håber, at det bliver et godt samarbejde,« sagde Kevin Magnussen.

Ifølge BTs oplysninger har Anders Holch Polvsen investeret omkring 50 mio. kr. i Renaults Formel 1-satsning
Ifølge BTs oplysninger har Anders Holch Polvsen investeret omkring 50 mio. kr. i Renaults Formel 1-satsning
Vis mere

At Anders Holch Povlsen har betydet meget i aftalen med Renault, understreges yderligere af, at rigmanden var sammen med Kevin Magnussen, da danskeren for tre uger siden besøgte fabrikken i Enstone i al hemmelighed, hvor de to sammen fløj til England i Anders Holch Povlsens privatfly.

Sidste gang, Anders Holch Povlsen og Jack & Jones var sponsor på Kevin Magnussens racer, var, da danskeren vandt mesterskabet i Formel 1-rugekassen Renault 3,5. Og den succesrige cocktail af Magnussen, Holch, startnummer 20 og Renault må gerne fortsætte, jokede Kevin Magnussen.

»Jack & Jones er sponsor på bilen og har været min sponsor gennem mange år nu. En Renault med nummer 20 og Jack & Jones på siderne giver gode minder. Så forhåbentlig kan vi bygge videre på det og få et rigtig godt samarbejde,« sagde han.

Anders Holch Povlsen var ikke selv til stede i Paris, men han vil uden tvivl være at finde til flere af sæsonens Formel 1-løb.