Det var noget nær det eneste, der ikke måtte ske.

Efter et par dage med vedvarende exit-rygter havde Kevin Magnussen lørdag brug for et godt resultat og en overbevisende indsats i kvalifikationen på Hockenheim.

Det fandt han aldrig frem til.

For den danske Renault-kører røg ikke bare ud med et brag. Han blev også slået af sin holdkammerat Jolyon Palmer.

Briten formåede endda at køre sig videre til anden kvalfikation, Q2, på yderste mandat, en 16.-plads, mens Kevin Magnussen måtte sig tidligt farvel med en 17.-plads i første kvalifikation, Q1.

Klar tale. Klare tal.

Som Telegraph-journalisten Daniel Johnson konstaterer:

»God ting fra Palmer. Udkvalificerer Magnussen og er i Q2.«

Ikke mindst oven på et par dage med masser af historier om, at Kevin Magnusen OG Jolyon Palmer skulle være på vej til at blive smidt ud af Renault.

Force Indias Sergio Perez har været nævnt som brandvarm erstatning, han blev i øvrigt nummer 9 i lørdagens kvalifikation. Også den nuværende Renault-reserve Esteban Ocon skulle ifølge medieforlydender være kørt i stilling til et sæde i stedet for den nuværende Renault-duo Magnussen/Palmer.

Som en lille trøst kan Kevin Magnussen (og blandt andre også Jolyon Palmer) se frem til at starte mindst en plads længere frem, end kvalifikations-præstationerne berettiger til. For Romain Grosjean er allerede blev idømt en straf på fem startplaceringer for at have skiftet gearkasse.

Så Renault-kørerne ser altså ud til at skulle starte som nummer 15. og 16.

Allerforrest starter Nico Rosberg, der formåede at skå holdkammeraten Lewis Hamilton.

Herunder kan du se BTs livedækning af lørdagens kvalifikation, under ledelse af journalist Daniel Remar: