Kevin Magnussen har gennem 2016-sæsonen haft fordelen af at være den rutinerede kører, der har prøvet Formel 1 før, mens holdkammeraten Jolyon Palmer har været den uerfarne rookie.

Til det kommende grandprix i Mexico er det nærmest vendt på hovedet.

Her har Kevin Magnussen aldrig kørt før, da Autodromo Hermanos Rodriguez først kom på Formel 1-kortet sidste år, da danskeren var sat ud af spillet hos McLaren.

Her fik Jolyon Palmer omvendt lov til at trille rundt i Lotus-raceren, fordi han som reserve havde fået tjansen ved første træning.

»Sidste år handlede det meget og publikum: Der var så mange mennesker, og de var så begejstrede: Det var en af de mest mindeværdige øjeblikke sidste år, sammen med oplevelsen af at køre gennem stadion-sektionen. Selv om det bare var første træning,« siger Jolyon Palmer i Renaults optakt til løbet.

Kevin Magnusen (forrest) og Jolyon Palmer havde flere dueller i weekendens amerikanske grandprix. Danskeren sluttede forrest på 12. pladsen, mens briten endte lige bagefter.
Kevin Magnusen (forrest) og Jolyon Palmer havde flere dueller i weekendens amerikanske grandprix. Danskeren sluttede forrest på 12. pladsen, mens briten endte lige bagefter. Foto: Lars Baron
Vis mere

Autodromo Hermanos Rodriguez kendetegner sig ved, at banen går gennem et tidligere baseball-stadion.

»Det er en meget langsom sektion og er helt ærligt ikke fantastisk i forhold til selv køreoplevelsen, fordi svingene er nogle af de langsomte overhovedet, men man kan virkelig fornemme tilskuernes tilstedeværelse. Man kører så langsomt igennem, at man får tid til at sætte pris på og fornemme entusiasmen,« siger Jolyon Palmer.

For Kevin Magnussen er det første gang overhovedet, at han skal til Mexico. Han er endnu uden kontrakt for den kommende sæson, lige som Jolyon Palmer - begge håber på en fornyelse hos Renault, hvor der kun er et ledigt sæde. Nico Hülkenberg er eneste kører på plads hos det franske team.

»Jeg har aldrig tidligere kørt på banen, men jeg har studeret udformningen og har kigget på ’on-board-laps’, så jeg har en god fornemmelse af den,« siger Kevin Magnussen:

»Den ser god ud, men man ved aldrig helt, inden man kommer ud i raceren. Jeg ved, at ingeniøerne siger, at den var glat sidste år – især tidligt, men sådan er det med et nyt anlæg. Det bliver spændende at se, hvor meget det er forbedret siden sidste år,« siger Kevin Magnussen.

Lige som i USA i weekenden bliver det en aftenfornøjelse at følge med i Mexicos Grand Prix. Det køres kl. 20 søndag aften. Du kan selvfølgelig følge det hele live her på BT.dk.