Kevin Magnussen skuffede fælt i kvalifikationen til Australiens Grand Prix, hvor han kørte af banen på sin afgørende omgang. Helt fremme i feltet overraskede danskerens Haas-kollega Romain Grosjean positivt og sikkrede sig en 6. plads.

Kevin Magnussen har fået en hård start på sæsonen i Melbourne. Hvor det fredag var bilen, der gjorde livet surt for danskeren, var det under kvalifikationen Kevin Magnussen selv, der fejlede.

Haas-raceren så ellers hurtig ud og havde rigeligt med fart til at nå en plads godt fremme i feltet. Men med en afkørsel i et hurtigt sving på banens sidste tredjedel ødelagde Kevin Magnussen en ellers ret lovende omgangstid, der ville have sikret ham den videre deltagelse i kvalifikationen.

I stedet måtte Kevin Magnussen tage til takke med en skuffende 17. plads i feltet og et svært udgangspunkt før løbet på bybanen i Melbourne søndag morgen dansk tid.

Efter en overraskende god sidste træning lørdag for Kevin Magnussen, hvor han sluttede som nummer ti, var der ellers pludselig fornyet håb om mere for danskeren. Men lige lidt hjalp det altså efter uheldet i kvalifikationen. Mens Kevin Magnussens skuffede, overraskede Haas-kollegaen Romain Grosjean stort, da han på fornem vis sikrede sig selv og teamet en 6. plads på startgridden.

Helt fremme i feltet sikrede Lewis Hamilton pole position foran Sebastian Vettel fra Ferrari.

Se hvordan kvalifikationen forløb herunder.