MÅSKE lysner det for Kevin Magnussen.

I følge Ekstra Bladet er danskeren rykket et trin op på listen over køreremner hos Renault i 2017, da finnen Valtteri Bottas skal have underskrevet en kontrakt med Williams til den kommende sæson.

Hvis avisens oplysninger stemmer overens med virkeligheden - aftalen ventes angiveligt offentliggjort næste weekend - betyder det, at et af de emner, som i noget tid har været meldt på vej til Renault, er faldet fra. Derfor kan det måske være en lille åbning for Kevin Magnussen.

Som Ekstra Bladet formulerer det: »Danskeren kan glæde sig over at rykke en plads frem på Renaults liste over køreemner til næste år.«

Men, men.. Inden danske Formel 1-fans knytter næven i jubel for tidligt, er der flere ting, som er værd at tage med i overvejelserne. For det er bestemt ikke kun lutter positivt dét, der er at skrive om danskerens muligheder for at erhverve sig det andet sæde i de gule Renault-racere (tyskeren Nico Hülkenberg er allerede officielt på plads i bil nummer et).

Magnussen i aktion på banen i USA.
Magnussen i aktion på banen i USA. Foto: CLIVE MASON
Vis mere

Siden sommer har der været forlydender om, at Renault bytter begge sine kørere - det vil sige Kevin Magnussen og rookien Jolyon Palmer - ud til 2017. Historier, der er skrevet af anerkendte medier. Magnussen har længe syntes som 'dead man walking', selvom teamchef Frederic Vasseur har været noget mere diplomatisk i sine udmeldinger.

Uanset hvad står der tilbage, at Kevin Magnussen stadig konkurrerer med flere andre om at køre for Renault i 2017. En af de mulige kandidater til sædet er franskmanden Esteban Ocon, og Renault kan i teorien også vælge Jolyon Palmer frem for danskeren. Eller Pascal Wehrlein, der dog også skal være en mulighed for Force India-teamet.

Her kan du få et overblik over de mange brikker i Formel 1-puslespillet, som har relevans for Kevin Magnussen.

Den anden ting er, at danskeren i skrivende stund ikke synes at have momentum hos Renault. Da det virkelig gjaldt i lørdagens kvalifikation i Austin, Texas, floppede danskeren ved ikke engang at gå videre fra Q1 - læs den historie her. Derfor starter han som nummer 18 i søndagens grandprix på Circuit of the Americas, som vi naturligvis live-dækker på BT.dk søndag aften. Det er tre pladser efter Jolyon Palmer, der kvalificerede sig til Q2.

  • Kevin Magnussens bedste tid var 1.38,317 i Q1
  • Jolyon Palmers bedste tid var 1.37,935 i Q2

Nedenfor kan du se de Formel 1-sæder, der er bekræftet til 2017-sæsonen - og dermed også hvor, der stadig kan være en mulighed for Kevin Magnussen.