Fernando Alonso er blevet enig med McLaren om en kontrakt, der får ham til at skifte Ferrari ud med det engelske team i 2015. Samtidig vil McLarens topbosser afgøre Kevin Magnussens fremtid i denne uge. 

Efter måneders forhandlinger mellem McLaren og den dobbelte spanske verdensmester Fernando Alonso er parterne nu endelig kommet frem til en aftale.

Således erfarer det normalt troværdige motorsportsmagasin, Autosport, at Fernando Alonso og McLaren er blevet enige om en særdeles lukrativ kontrakt gældende fra årsskiftet. En kontrakt, der ifølge spanske AS kan sende ca. 240 millioner kroner i lommen på Fernando Alonso.

Hverken McLaren eller Fernando Alonso har bekræftet historien endnu, og det er der ifølge Autosports kilder tæt på McLaren kun én enkelt årsag til: Teamejer Ron Dennis har nemlig ikke besluttet, om Kevin Magnussen eller Jenson Button skal gøre spanieren selskab i 2015.

Derfor vil teamets øverste ledelse i denne uge sætte sig sammen i McLarens hovedsæde i Woking i udkanten af London, hvor Kevin Magnussens og Jenson Buttons fremtid vil blive afklaret en gang for alle.

Først når det er sket, vil McLaren melde noget officielt ud om Fernando Alonso, skriver Autosport.

BT har mandag været i kontakt med Kevin Magnussens manager Dorte Riis Madsen og spurgt til danskerens fremtid hos McLaren og den rygtestrøm, der lige nu omgiver den 22-årige Formel 1-kører.

Dorte Riis Madsen afviser at kommentere på de igangværende spekulationer i såvel dansk som international presse, men siger:

- Det eneste, jeg vil sige, er, at vi ikke har skrevet under på noget endnu.

De seneste forlydender om Kevin Magnussens fremtid hos McLaren har været, at han fører kapløbet om en kontraktforlængelse over Jenson Button.

Men omvendt har den tidligere engelske verdensmester sat Kevin Magnussen på plads ved det seneste løb i Brasiliens Grand Prix. Her sluttede Jenson Button på fjerdepladsen, mens Kevin Magnussen sluttede som nummer ni.

McLaren forventer ifølge teamets officielle udtalelser at melde deres kørerbesætning for næste sæson ud om små 14 dage i forbindelse med sæsonfinalen i Abu Dhabi.