Jenson Button var angiveligt tæt på at skifte til Williams før denne sæson. Var det sket, kunne situationen have set helt anderledes ud for Kevin Magnussen.

Det er mediet Sky Sports og dets faste Formel 1-kommentator David Croft, der afslører forbindelsen mellem det stolte britiske racerteam og McLaren-stjernen.

I efteråret var Jenson Buttons fremtid hos McLaren længe usikker, og det så i nogen tid faktisk ud til, at den engelske Formel 1-kører ville efterlade et tomt McLaren-sæde til danske Kevin Magnussen.

Hvad der dengang ikke kom tydeligt frem i medierne var, at Jenson Button lå i forhandlinger med konkurrenterne fra Williams, og at han var tæt på at forlade McLaren af den grund.

»Jenson var meget tæt på at tage til Williams mod slutningen af sidste år,« fortæller David Croft og fortsætter:

»Man kunne spekulere i, om det var årsagen til, at Williams holdt deres muligheder åbne og ikke udnyttede Valtteris (Bottas, red.) option. Det gjorde de først, da Jenson blev annonceret som McLaren-kører, og så blev Valtteri annonceret som Williams-kører.«

Jenson Button valgte som bekendt at blive hos McLaren, hvor Kevin Magnussen herefter tog sin afsked og senere fandt sammen med Renault.

Ifølge David Croft kan Jenson Buttons flirt med Williams dog godt genopstå og blive til en reel aftale i 2017.

»Han er ude af sin kontrakt, Felipe Massa står uden kontrakt og Williams kommer til at se på deres kørersammensætning,« siger han.