Kevin Magnussen kommer formentlig til at køre Formel 1 i et andet team end hos McLaren næste år. Det fortalte Formel 1-bossen Ron Dennis torsdag aften ved et arrangement for danske erhvervsledere i København.

Her var McLarens bestyrelsesformand og danske Kevin Magnussen et af aftenens hovedindslag ved kapitalfonden Axcels 'Company Day' for nogle af de mest magtfulde erhvervsledere i Danmark.

Og Ron Dennis havde et klart budskab med til de danske topbosser. Hvis Kevin Magnussen skal opnå sit mål om at blive verdensmester i Formel 1, får den 22-årige racerkører brug for millionstøtte fra en eller flere danske virksomheder i fremtiden.

»Når teams i motorsport står over for at skulle vælge mellem disse unge kørere, handler det - uheldigvis - ikke kun om deres talent. Det drejer sig også om den støtte, de medbringer i form af firmaer eller lande,« sagde Ron Dennis ifølge Ekstra Bladet.

Det med at se på det økonomiske potentiale i en racerkører udover talentet sker dog også hos McLaren, hvor Kevin Magnussen sidste år tabte kampen om et sæde til stjernerne Jenson Button og Fernando Alonso. Begge kørere med et kæmpe kommercielt potentiale.

Og Ron Dennis var allerede ved den lejlighed ude og opfordre danske virksomheder til at støtte op om Kevin Magnussen, da det ville gøre hans chancer for et fast Formel 1-sæde større.

I sin opsang til forsamlingen af erhvervslederne fortalte Ron Dennis også, at Kevin Magnussen med overvejende sandsynlighed fortsætter Formel 1-karrieren i et andet team end McLaren i 2016. Et læreår, mens Jenson Button og Fernando Alonso kører videre i hver deres McLaren.

»Jeg tror, Kevin har muligheden for at køre næste år. Samtidig ved han også, at vi lever i den virkelige verden. Jeg har to verdensmestre, der er blandt verdens bedste. Så han skal bevise sig selv. Måske betyder det, at jeg må hjælpe ham ind på andet team og give ham endnu læreår, og det kan være han får muligheden for at køre på vores hold,« sagde Ron Dennis.