En internetbruger, der øjensynligt er besat af den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen, har i løbet af den seneste tid postet adskillige private billeder af motorsportsstjernen og hans kæreste, Louise, på Twitter. Personen har desuden offentliggjort private oplysninger om Magnussens kæreste - såsom adressen i København.

Københavns Politi ønsker ikke at oplyse, om der er tikket en anmeldelse ind fra Kevin Magnussen eller den nykårede Renault-kørers kæreste. Det ville være et brud på fortroligheden, lyder det.

Generelt støder politiet sjældent på anmeldelser for ’stalking’.

»Jeg har ikke et decideret antal på anmeldelserne, men i forhold til stalking af kendisser er det heldigvis forholdsvist sjældent, at vi oplever det,« fortæller talsmand for Københavns Politi, Steen Hansen.

Men det er før sket, at en sygelig idol-dyrkelse har resulteret i politianmeldelser.

Et eksempel: I oktober 2014 anmeldte popstjernen Medina en person, der gennem en længere periode havde forfulgt sangerinden - både privat, og når hun var ude at optræde. Sagen peakede, da forfølgeren med barberskum skrev ’dø svin’ på Medinas daværende kærestes bil.

Læs også:

Stalkeren blev kendt skyldig i fire ud af fem anklager - men fik ikke tildelt en straf, da han samtidig modtog behandling i distriktspsykiatrien.

En anmeldelse for stalking vil typisk ende ud i et tilhold, fortæller Steen Hansen.

»En forfølger kan få et forbud mod at komme inden for en vis afstand på - eller skrive til - en anden person, og overtrædes det tilhold, vil det resultere i bøder.«

Hverken Kevin Magnussen eller hans kæreste har ønsket at udtale sig om sagen til BT.