Så er tiden kommet. Renault har nu testet den nye motor, der skal gøre blandt andet Kevin Magnussens Formel 1-racer betydeligt hurtigere. Og meldingerne er positive. Meget positive.

Det skete tirsdag ved den officielle testkørsel på Circuit de Catalunya uden for Barcelona, hvor Renault-reserven Esteban Ocon var manden bag rattet.

KEVIN MAGNUSSEN TESTER ONSDAG I BARCELONA - FØLG BEGIVENHEDERNE HER

»I vil blive overraskede. Den er virkelig god, virkelig god. Jeg kan helt sikkert sige, at den er hurtigere,« sagde Esteban Ocon efter testen ifølge Motorsport.com.

Det 19-årige franske stjernefrø havde fået test-chancen i stedet for Jolyon Palmer – lige som han gjorde i fredagens første træning forud for weekendens grandprix.

Esteban Ocon var tilfreds med den nye motor.
Esteban Ocon var tilfreds med den nye motor. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Esteban Ocon tilbagelagde tirsdag 105 omgange, hvilket var næstflest af alle kørere.

Han gav efterfølgende udtryk for, at han tydeligt kunne mærke forskel i forhold til sine erfaringer med den gamle motor fire dage tidligere.

»Man presser selvfølgelig ikke til 100 procent i en test, men pålideligheden var god, og vi havde ingen problemer. Det er en virkelig god debut,« sagde Esteban Ocon.

Mototoropgradering fortalte BT første gang om for flere måneder siden. Her så det ud til, at den nye model først ville komme i efteråret, men siden blev udviklingen altså fremrykket til maj-juni.

Siden er BBC fulgt op med specifikke tal for, hvor meget hurtigere, raceren ville blive med den nye motor. Det skulle være i omegnen af 0,45 sekund pr. omgang eller omkring 30 hestekræfter.

Nu er tiden så kommet til at se monstret folde sig ud i virkeligheden.

Begge de gule Renault-racere skal selvfølgelig have den nye opgradering.
Begge de gule Renault-racere skal selvfølgelig have den nye opgradering. Foto: LaPresse/Photo4
Vis mere

Og også hos Red Bull. Her blev den nye Renault-motor tirsdag gennemtestet af Daniel Ricciardo. Australieren fortalte efterfølgende som Esteban Ocon, at han virkelig kunne mærke fremgangen, mens han sad i sin racer.

»Indtil videre er vi ret glade for, hvordan det hele ser ud. Den var ret pålidelig, og alt kørte, som det skulle,” sagde Daniel Ricciardo om motoren efter sin lange tirsdag i raceren, hvor han satte sjettehurtigste tid:

»Nu må vi se, hvad de finder i aften (tirsdag, red.), men vi er ret glade for, hvordan dagen er forløbet,« sagde han ifølge Autosport.com til journalisterne på Circuit de Catalunya om det arbejde ingeniørerne skulle til at i gang med.

Det næste grandprix køres allerede d. 29. maj i Monaco, men det er stadig meningen, at den nye motor først implementeres til det efterfølgende grandprix i Canada. Det køres yderligere to uger senere midt i juni.

Daniel Ricciardo (tv.) øsnker Mac Verstappen tillykke medsejren i søndagens Formel 1-løb.
Daniel Ricciardo (tv.) øsnker Mac Verstappen tillykke medsejren i søndagens Formel 1-løb. Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

Med tanke på, at Red Bull-debutanten Max Verstappen på nærmest chokerende vis vandt seneste grandprix i søndags, vil Daniel Ricciardo hellere end gerne have den hurtigere motor sat i så hurtigt som muligt. For i endnu højere grad at kunne udfordre Mercedes.

»Vi ville elske, hvis vi kunne få den, men det hele er et spørgsmål om tid fra nu af,« sagde Daniel Ricciardo.

Imens tester holdene altså onsdag videre på banen ved Barcelona, hvor det i dag er Kevin Magnussens tur. Det kan du selvfølgelig læse meget mere om på BT.dk.

Det ser Renaults tekniske direktør, Nick Chester, frem til:

»Det var en særdeles produktiv dag på alle områder, og Esteban gjorde et godt stykke arbejde for os. Nu ser vi frem til at lave yderligere fremskridt med Kevin bag rattet,« sagde han efter tirsdagens test.