De kæmper for deres fremtid. De kæmper om Formel 1-sæder.

Kevin Magnussen og Jolyon Palmer er holdkammerater hos Renault, men de er i virkeligheden også hinandens værste konkurrenter. Begge kørere har kun kontrakt for 2016-sæsonen, og skal dermed bruge året til at imponere teamets ledelse om at få forlængelserne skrevet under.

Nu taler Jolyon Palmer om, hvordan han selv ser konkurrencen med Kevin Magnussen – og briten erkender, at han i øjeblikket er bagud.

»Det er sandt, at han har været lige foran mig i kvalifikationen til flere løb, men når man ser på de faktisk omgangstider, er det SÅ tæt. Vi taler kun om tiende- eller hundrededele,« siger Jolyon Palmer til Renaults hjemmeside:

»På en eller anden måde er det lige akkurat faldet ud til ’Kevs’ fordel. Løbene er ofte lige så tætte, og vi kæmper ofte om den samme asfalt. Det viser, at vi generelt set har fået det meste ud af bilen ved enhver given lejlighed, så det er godt for teamet,« fortsætter han.

Nu venter endnu et kapitel i 2016-sæsonen, når det ungarske grandprix skal køres i weekenden.

Jolyon Palmer håber på, at magtbalancen kan vippe.

»Jeg ville lyve, hvis jeg jeg sagde, at jeg ikke gerne ville være dén, der var en tiendedel eller sådan hurtigere i kvalifikationen. Måske kan det komme til at ske i Budapest,« siger briten.

Og erkender, at Kevin Magnussen har en lille fordel.

»Selvfølgelig er han en smule mere erfaren end mig, og han har i nogle sæsoner arbejdet med et topteam, så han er en god målestok,« siger Jolyon Palmer.

Team-chef Vasseur ser frem til igen at skulle se sine kørere i aktion efter nogle gode testdage oven på Silverstone-grandprixet, der endte med to udgåede racere.

Han ser frem til weekendens udfordringer i Ungarn.

»Vi gjorde nogle gode fremskridt ved Silverstone-testen, og vi har to kørere, der er stærkt motiverede for at levere efter et frustrerende løb senest. Intet tyder på, at vi ikke kan gøre et godt job.«