Stortalentet Kevin Magnussen må vente til november måned, før han for første gang får lov at teste i Formel 1.

Kevin Magnussen får først sin formel 1-debut for McLaren-Mercedes i november. Den unge dansker var ellers klar til at køre McLaren-raceren på engelske Silverstone-bane allerede i juli, men nu har McLaren valgt at henlægge deres 'Young Driver Test' til Yas Island-banen i Abu Dhabi fra 6. - 8. november.

- Der er mange grunde til at vi ikke tester i Silverstone, siger McLarens sportchef Sam Michael.

- For det første er det bedre at spare vores motorer til sidst på sæsonen - så har vi en række motorer, der har så mange kilometer tilbage, at vi faktisk kan teste 'gratis'. Samtidig vil en test i juli betyde, at de unge kørere er midt i en sæson i deres sædvanlige klasser. Ved i stedet at teste i november, kan kørerne bedre fokusere på formel 1-testen, fortsætter Michael.

- Det vigtigste mål for Kevin i 2012 er at være med fremme i formel Renault World Series. Vi vil støtte ham og sørge for at formel 1-testen ikke tager fokus fra opgaven, tilføjer McLarens talskvinde Silvia Frangipane.

Samtidig understreger Frangipane overfor sporten.dk, at Kevin Magnussen får specifikke opgaver i sin første formel 1-test.

- Vi er allerede ved at forberede ham, så han kan bidrage til udviklingen af vores biler. Forberedelserne inkluderer både teknisk og køremæssig træning, og han 'kører' allerede i vores simulator, siger hun.

Kevin Magnussen, der i sidste uge debuterede i formel Renault World Series, hilser den udskudte formel 1-debut velkommen.

- Han havde forberedt sig på at være klar i juli, men foretrækker helt klart november. Det er primært på grund af vejret, for der var risiko for regn i England. Og det bekymrer ham ikke, at han endnu ikke har kørt på Yas Marina-banen siger Magnussens manager Dorte Riis.

Allerede om 14 dage, når Kevin Magnussen og resten af formel Renault World Series-feltet kører support-race op til Monacos formel 1 Grand Prix, vil danskeren optræde som officielt medlem af McLaren-teamet.