Kevin Magnussen får ros af sin teamchef, Guenther Steiner, efter søndagens Formel 1 grand prix i Baku. Men Guenther Steiner opstiller dog også en ny målsætning.

»Det var et meget begivenhedsrigt løb. For os var det rigtig godt, at vi opnåede en syvendeplads - den hidtil bedste placering i år. Vi er meget glade på Kevins vegne over dette resultat,« sagde Guenther Steiner efter løbet i en pressemeddelelse.

Mens Kevin Magnussen scorede seks VM-point takket være sin syvendeplads, blev der ingen point til team-kammeraten Romain Grosjean, som måtte nøjes med en 13. plads ud af de 14 kørere, som gennemførte løbet.

»Romain havde det svært. Jeg håber, at vi snart kan slippe for at tale så meget om bremsere og bare bruge dem - ligesom alle andre,« sagde teamchefen, der har større drømme for fremtiden.

»Begge biler skal gerne score point hver gang. Det er vores mål. Hvis der kommer flere løb, der minder om dem her, så skal vi nok være klar til at støvsuge dem for point. Det var alt i alt ikke en dårlig dag for Team Haas,« sagde Guenther Steiner.

Samlet set ligger Kevin Magnussen nummer 13 i VM-stillingen. Han overhalede Romain Grosjean, men han blev også selv overhalet af canadieren Lance Stroll fra Williams, som fik sin første podieplacering ved at komme i mål som nummer tre.