Der er Mercedes, Ferrari, Red Bull – og alle de andre.

Og når man ejer et af de Formel 1-hold, der hører til gruppen af ’alle de andre’, så kan livet nogle gange føles lidt op ad bakke.

Sådan siger Gene Haas, der har lagt navn til det hold, Kevin Magnussen kører for i denne sæson.

»Vi har to gode kørere i øjeblikket, de har begge scoret point og vores bil er rigtigt god,« begynder Gene Haas i et interview med Motorsport.com:

»Men den sky, der hænger over hovederne på os, er det faktum, at vi er to sekunder pr omgang langsommere end de hurtigste biler. Og helt ærligt, så kan vi ikke forstå, hvordan vi kan være så langt væk med noget udstyr, som vi selv mener, er det bedste af det bedste.«

Kigger man på konstruktørernes VM-stilling er det da også tydeligt, hvordan de tre bedste hold skiller sig ud, for kun én gang i denne sæson har en kører fra et andet hold formået at køre sig på podiet.

  • Mercedes har 357 point,
  • Ferrari har 318 point,
  • Red Bull har 184 point.

Til sammenligning ligger Haas-teamet på 7.-pladsen med 29 point efter sæsonens første 11 grandprixer.

»Ud over alle topteamene er alle i samme båd. Det er for mig det største problem lige nu: At de tre tophold er lysår foran alle andre. Hvordan skal vi komme ud over det? Det er der helt ærligt ikke et svar på, og det er virkelig deprimerende,« siger Gene Haas.

Amerikaneren er overbevist om, at kun kørere fra et af de tre tophold reelt har en chance for at vinde et løb. Mens resten af feltet faktisk er ret lige.

»Det er dilemmaet, Formel 1 står overfor. Det store midterfelt er faktisk ret tæt, kun inden for et sekund af hinanden – så set fra et konkurrencemæssigt system er vi meget lige, der er bare lige de hold langt foran, som vi alle kæmper med,« siger Gene Haas.

Formel 1 holder i øjeblikket sommerferie, men kørerne og holdene vender tilbage sidste i august, hvor det gælder det Belgiens Grand Prix 27. august.