Kevin Magnussen får pæne karakterer for sin indsats i weekendens Formel 1-grandprix på bybanen i Monaco.

Her kørte Kevin Magnussen en 10. plads i hus samt et enkelt VM-point.

I BT belønnes Kevin Magnussen med et fornemt 10-tal af Formel 1-skribenten Daniel Remar, som giver den danske racerkører følgende ord med hjem fra løbet.

»Der er ingen tvivl om, at Kevin Magnussen var godt kørende i Monaco. Farten var imponerende både i træningen, kvalifikationen og i løbet. Hans 10.-plads var i sig selv ikke sensationel, men det optimale resultat på baggrund af de uheld, han blev ramt af i weekenden. Kevin Magnussen fik sin måske bedste start i karrieren, da han gjorde det umulige og overhalede hele to konkurrenter ned mod første sving. Det var sådan en manøvre, han vil blive husket for,« skriver Daniel Remar og fortsætter:

»Danskeren blev dog igen ramt af uheld og denne gang af den uforskyldte slags med en punktering. Han var også uheldig i kvalifikationen, hvor en overraskende langsom Hamilton kom i vejen. På den baggrund kan Kevin Magnussen godt se tilbage på Monacos Grand Prix med tilfredshed og med et nyt, varmende point til VM-stillingen.«

Hos engelske Autosport scorer Kevin Magnussen en af de høje karakterer med 8 ud af 10.

»Magnussen så meget dedikeret ud hele weekenden, og han følte selv, at han nemt ville have været hurtig nok til Q3, hvis det ikke var for Hamilton og Kvyat, der blokerede ham i Q2. Han skød modigt sig selv ind mellem Hülkenberg og Kvyat i begyndelsen og var over Grosjean, indtil en punktering afbrød ham. Han kunne takke den aggressive Perez for at bane vejen ind i pointene,« lyder vurderingen fra Autosport.

SkySports er ikke helt på højde med hverken BT eller Autosport. Her får Kevin Magnussen karakteren 6.5, som svarer til lidt under middel.

»Du har brug for held, når du kommer til Monaco, og Kevin Magnussen følte ikke, at Formel 1-guderne var med ham i denne weekend. Efter at være blevet udkvalificeret af teamkammeraten Romain Grosjean blev danskerens løb ramt af en punktering i det problematiske sving 1. Daniil Kvyat udgik sent i løbet og det tillod Magnussen at sikre Haas teamets første double-point og hans bedste resultat i Monaco siden debutsæsonen (hos McLaren, red.),« skriver SkySports.

Hos Ekstra Bladet giver Formel 1-ekspert Jason Watt Kevin Magnussen 4 ud af 6 i karakter.

»God start på racet, men et lille kys af muren i sving 1 kostede en punktering og et ekstra stop. Heldigvis belønnes det gode tempo med et enkelt point til K-Mag,« forklarer Jason Watt.

I tyske Auto Motor Und Sport giver man Kevin Magnussen karakteren 6 ud af 10, mens Formel 1-mediet F1i belønner Kevin Magnussen med karakteren 7 ud af 10 og ordene:

»Et point var ikke meget for danskeren, som ellers så ud til at være den hurtigste Haas-kører i Monaco. Men han blev frarøvet et sidste forsøg i Q2 på grund af Vandoornes uheld. Han kunne have fulgt Grosjean på startrække fire eller fem. Efter en fremragende start jagtede han sin teamkammerat, indtil han fik en punktering. Fordi andre udgik kom han tilbage i top 10,« skriver F1i.

Formel 1s officielle hjemmeside kårer Haas-teamet og dermed også Kevin Magnussen som en af løbets store vindere.