Det ser ud til, at Kevin Magnussens 2015-sæson bliver uden deltagelse i nogen form for løbsserie. Kun hvis der pludselig opstår et hul hos McLaren, sådan som der gjorde til den sidste uges testkørsler på banen i Barcelona, kommer danskeren i aktion.

Det er i hvert fald svært at tolke de udmeldinger, som den danske racerkører kommer med i et interview med Ekstra Bladet, anderledes. Her gør han det klart, at hans eneste mål er at vende tilbage til det hold, som i december sidste år degraderede ham til reservebænken efter en enkelt sæson i Formel 1.

»Jeg fik beskeden ret sent, om at jeg ikke skulle køre Formel 1 i år, så mange muligheder var allerede lukkede. Men jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning at køre en anden serie, når man gerne vil tilbage til Formel 1,« siger Magnussen og er dermed særdeles tæt på at lukke alle spekulationer om, at han i denne sæson skulle køre den amerikanske IndyCar-løbsserie.

Læs også:

Han er også blevet sat i forbindelse med den ledige plads, der er hos det genopståede Marussia-hold, som nu formentlig skal køre med igen i Formel 1 under navnet Manor GP. Men det er ikke umiddelbart en mulighed, som han jagter.

»Jeg tror, det vil være svært at sige kategorisk nej. Men det er ikke noget, vi har kigget på. Vi har slet ikke talt med dem. Men vi tænker over alt. Det er svært at vide, hvad den optimale beslutning er for hurtigst muligt at vende tilbage til Formel 1.«

Dermed ser det lige ud til, at Magnussens muligheder for at få noget løbsrutine er afhængig af lægernes dom over Fernando Alonso. De sagde nej til, at spanieren skulle køre testkørslen i Barcelona, men den tidligere verdensmester, som er hentet til McLaren på en tårnhøj løn, har meldt sig klar til sæsonens første Formel 1-grandprix, som køres i Melbourne om to uger.