Lige nu smiler Kevin Magnussen. Og torsdag er da også en festdag for dansk motorsport, hvor landets bedste kørere mødes til det årlige show Dansk Motorsport Award i Herning. Kevin Magnussen dukkede også op flankeret af kæresten Louise Gjørup og familie, hvor de sammen skulle nyde en friaften i det jyske.

Men snart er det alvor for Kevin Magnussen, når sæsonens første vintertest afvikles på Formel 1-banen i Barcelona fra 27. februar. Det er her, Kevin Magnussen og Haas får den første indikation af, hvor teamet kommer til at køre rundt i feltet i 2017.

Mange har allerede talt om den svære sæson nummer to for amerikanerne. En faktor, der måske bliver endnu mere udtalt, når først sæsonen begynder.

Bundproppen Manor ser ikke ud til at komme til start på grund af økonomiske problemer, hvilket betyder, at der er andre, som må tage til takke med den tvivlsomme plads bagerst i feltet.

Samtidig ventes Renault og McLaren at tage et stort hop frem i feltet i forhold til seneste sæson, og så kan der potentielt opstå en situation, hvor Kevin Magnussens Haas og Sauber-teamet kommer til at kæmpe om at undgå jumbopladsen i feltet.

Det scenario gad Kevin Magnussen helt tydeligt ikke forholde sig til i Herning.

Manor kommer ikke ud at køre, hvad gør det i forhold til jeres situation i feltet?

”Ikke noget,” konkluderede Kevin Magnussen kort.

Hvis man nu tager sidste år og ser på feltet, hvor Renault nok rykker frem. Er det her med måske at ligge sidst så noget, I taler om hos Haas?

Kevin Magnussen svarede ikke engang, men rystede bare på hovedet.

Til hans forsvar skal selvfølgelig siges, at Haas kan have knækket koden til det nye Formel 1-reglement, hvor blandt andet bilernes udseende ændres, og der kommer bredere dæk på raceren. Det ventes at gøre Formel 1’eren markant hurtigere.

En del af de foreløbige forberedelser har for Kevin Magnussens vedkommende handlet om at lære sit nye team at kende.

»Det har været hyggeligt og godt at møde teamet og få det første indtryk. Og det har været et godt indtryk. Det er en gruppe rare mennesker, og det er meget fedt at lære teamet at kende på så kort tid. Det har kun været muligt, fordi det er et lille team,« sagde Kevin Magnussen og fortsatte:

»Jeg synes godt, at man kan mærke, at det er et anderledes setup. Det er lidt spændende at arbejde med og få en følelse af, hvordan det virker i praksis. Jeg vil rigtig gerne ud at køre, og det er begyndt at klø i fingrene for at komme til at køre.«

Kevin Magnussen har den seneste tid besøgt Haas’ Formel 1-fabrikker i Banbury i England samt teamets amerikanske hovedsæde i North Carolina, USA.

Han har også været forbi Ferraris mytiske fabrik i Maranello, hvor han sammen med Haas har set på deres dyrt indkøbte Formel 1-motorer fra netop Ferrari.

»Det var fedt og en speciel oplevelse at komme ind og se (Maranello, red). Vi er der jo med Haas og for at forbedre vores bil og få det bedste ud af det for os selv,« fortalte Kevin Magnussen, der også har haft lejlighed til at afprøve den nye Haas-racer i den højteknologiske Formel 1-simulator.

»Bilen er hurtig, men hvor hurtig den er i forhold til de andre biler, det er lidt svært at gætte på. Men jeg er ret sikker på, at alle bilerne bliver meget hurtigere til næste år,« sagde Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen fortalte også, at han har arbejdet hårdt i træningslokalet for at være i fysisk topform, før sæsonen begynder.

»Jeg har forberedt mig, så godt jeg kunne og trænet hårdt. Jeg føler ikke, at jeg har kunnet træne mere. Men ligegyldigt, hvor hårdt du træner, så kan du ikke holde dine nakkemuskler ved lige, og det bliver sindssygt hårdt, men stadig fedt,« sagde han.