Kevin Magnussen kørte en god kvalifikation i Malaysia, hvor han slog teamkollegaen Jolyon Palmer eftertrykkeligt i en weekend, hvor hans option med Renault er løbet ud.

Selvom Kevin Magnussen levere en ny overraskelse i lørdagens kvalifikation, var der malurt trods den gode præstation for den 23-årige dansker. Hans sidste omgang i kvalifikationen kunne nemlig have været endnu bedre, men en fejl ødelagde muligheden for at slutte længere fremme.

»Jeg er tilfreds med resultatet, men lidt irriteret over, at jeg ikke fik det optimale ud af mine dæk til sidst. Jeg bremsede en smule for sent i første sving og blokerede hjulene,« sagde Kevin Magnussen til BT efter kvalifikationen.

Danskeren forklarer, at hans fejl kan hænge sammen med den manglende træning på banen fredag, hvor hans bil brød i brand.

»Men det hænger også sammen med, at jeg ikke fik kørt nok omgange fredag. Det var første gang, jeg prøvede at bremse så sent,« sagde Kevin Magnussen.

En startposition som nummer 14 var dog mere, end Renault og Kevin Magnussen havde forventet før kvalifikationen, og derfor lunede resultatet helt sikkert i danskeren lejr.

Selvom Kevin Magnussen igen overraskede i sin ellers langsomme racer, kom resultatet i lyset af, at Renault, i hvert fald udadtil, ikke har aktiveret den option, som teamet havde på ham om at forlænge samarbejdet i 2017.

BT kunne i september måned som det første medie afsløre, at Kevin Magnussen fra 1. oktober er  fri til at finde en ny arbejdsgiver efter årets udgang. Kevin Magnussen sætter dog formentlig stadig sin lid til, at Renault kommer tilbage med et tilbud om en forlængelse, men i princippet er han fri til at gå.

Renault sættes fortsat i forbindelse med en håndfuld kører. En af dem er mexicaneren Sergio Perez, men ifølge både Sky Sports og Autosport er han nu endegyldigt enig med Force India om at forlænge sin kontrakt og køre videre for teamet i 2017.

Fra pitten forlyder det, at Sergio Perez og Force India måske vil offentliggøre aftalen søndag før løbet i Malaysia. Selv sagde mexicaneren følgende til Sky Sports efter kvalifikationen.

»Der er blevet gjort store fremskridt, og jeg ved, hvor jeg kører til næste år.«

Når Sergio Perez har bestemt sig for, hvad han skal i 2017, mener flere iagttagere, at feltet forholdsvis hurtigt vil lukke resten af de ledige pladser - og dermed kan der også snart komme en afklaring til Kevin Magnussen.