Kevin Magnussen undrer sig over kritikken fra sin tidligere chef Cyril Abiteboul, som han mener, er let købt.

Den danske Formel 1-stjerne er begyndt i sit nye job hos Haas-teamet, der onsdag inviterede blandt andre BT indenfor. I den forbindelse blev Kevin Magnussen naturligvis konfronteret med den seneste kritik fra Renault-bossen Cyril Abiteboul.

I et fransk motormagasin beskyldte Cyril Abiteboul danskeren for manglende disciplin og for at komme med dårlige undskyldninger, når farten manglede i den gule Renault-racer.

Kevin Magnussen svarede onsdag kortfattet på franskmandens beskyldinger i BT, men over for SkySports åbner den 24-årige dansker mere op om, hvad han mener om kritikken.

Således svarer Kevin Magnussen følgende om de franske beskyldninger.

»Jeg synes, at det er for nemt at sige, at andre kommer med undskyldninger. Jeg har sagt, hvad jeg mener, og jeg har gjort min holdning klar om nogle specifikke ting, og det var han (Abiteboul, red.) utilfreds med,« indleder Kevin Magnussen og fortsætter:

»Det er fair nok. Jeg kan ikke forhindre ham i at være utilfreds med mig, men det er blevet et meget offentligt anliggende, og det ærgrer jeg mig lidt over.«

Kritikken fra Cyril Abiteboul skal formentlig ses i lyset af, at Kevin Magnussen i forbindelse med Brasiliens Grand Prix i år meget klart gav udtryk for, at han havde afvist et tilbud fra Renault, og dermed havde valgt dem fra. Samtidig har det angiveligt også irriteret Renault, at danskeren i sjov fortalte, at Renault i deres desperate jagt på nye kørere havde tilbudt selveste Paven en Formel 1-kontrakt...

Kevin Magnussen fortæller nu, at han havde håbet, at Cyril Abiteboul havde holdt sin utilfredshed med danskeren internt.

»Jeg foretrækker, at hvis du er utilfreds med noget, så skal det holdes mellem personen, du er utilfreds med, men det gjorde han ikke. Han valgte at gå ud med det offentligt, og det er hans måde at gøre tingene på. Det er fint for mig,« siger Kevin Magnussen.

Danskeren afviser, at balladen mellem ham og Abiteboul er et udtryk for, hvordan han ellers har det med de andre folk hos Renault.

»Som jeg hele tiden har sagt, har de (Renault, red.) nogle rigtig gode folk, og det er et hold af fantastiske gutter, som jeg har nydt at være sammen med hele sidste år, og jeg har fået mange venner der. Der er få mennesker, som jeg ikke kommer godt ud af det med hos dem,« forklarer Kevin Magnussen.