Kevin Magnussen får ikke lov til at køre fredagens træning i Sochi forud for weekendens grandprix.
Det meddeler Renault tirsdag.
I stedet får den 20-årige russer Sergey Sirotkin lov til at køre Kevin Magnussens racer i de 90 minutter fredag morgen.
»Sergey er en af de mest lovende junior-kørere, så det er fantastisk for os, at han kommer med,« siger Frederic Vasseur, Renaults teamchef.
Sergey Sirotkin blev samlet nummer tre i GP2-serien sidste år, og han er ikke overraskende glad for at få muligheden på hjemmebane – selv om det er faldet på plads ’med kort varsel’.
»Jeg kan stadig ikke helt tro det. Det er dog et mål, som alle unge racerkørere arbejder sig hen imod, og jeg satser på at lære så meget som muligt, så hurtigt som muligt og gøre det bedste overhovedet i fredagens træning,« siger Sergey Sirotkin.
Kevin Magnussen måtte udgå af fredagens træning på grund af problemer med baghjulsophænget op til det seneste grandprix i Kina, hvilket efterfølgende betød, at han heller ikke kunne være med i den anden træning.
Den danske Renault-kører har siden udtrykt et håb om mere køretid i Sochi. Det bliver så i første omgang en begrænset fornøjelse for danskeren.
Det er anden gang, at Sergey Sirotkin får lov at køre i en Formel 1-racer. I 2014 fik han en tilsvarende mulighed hos Sauber, også den første træning forud for det russiske grandprix i Sochi.
Kevin Magnussen skulle dog være tilbage i Renault-raceren til fredagens anden træning, lørdagens træning og kvalifikation og ikke mindst til søndagens russiske grandprix.
