Kevin Magnussen og et flertal blandt Formel 1-kørerne er imod en ny sikkerhedsbøjle, der skal mindske risikoen i det, mange kalder verdens farligste sport.

En række tragiske ulykker har fået det internationale bilsportsforbund, FIA, til at undersøge mulighederne for at øge sikkerheden i formel-biler, hvor specielt kørerens hoved er udsat:

  • I 2009 blev Henry Surtees (søn af den tidligere Formel 1-verdensmester John Surtees) dræbt, da et løsrevet hjul fra en anden bil ramte ham i hovedet under et Formel 2-løb i England.
  • I 2015 omkom den tidligere Formel 1-kører Justin Wilson under et IndyCar-løb i USA, da en frontsektion fra en konkurrents racer ramte hans hoved.
  • I den seneste dødsulykke i Formel 1 var det også kørerens hoved, der blev ramt: Jules Bianchi døde i 2015 af de kvæstelser han pådrog sig under Japans Grand Prix 2014, da hans Marussia-Ferrari borede sig ind under et redningskøretøj.

FIA har arbejdet med en række løsninger til at øge sikkerheden omkring cockpittet i Formel 1-biler.

Sidste år var man så langt fremme med en sikkerhedsbøjle, der fik navnet ' halo', at alle teams fik mulighed for at afprøve halo-bøjlen i en eller flere fredags-træninger. Det var planen, at alle biler skulle køre med systemet fra 2018.

FIA bad i sidste uge de 22 Formel 1-kørere, der havde prøvet halo i 2016, om at vurdere systemet. Og det viste sig, at der var et lille flertal mod, at halo blev en del af 2018-reglementet.

Kevin Magnussen var en af de kørere, der stemte imod.

»Jeg stemte nej,« siger han til BT.

Danskeren var ikke imponeret af systemet, da han prøvede det under træningen til Mexicos Grand Prix i slutningen af oktober.

Kevin Magnussen tester Halo-bøjlen i forbindelse med det mexicanske grandprix.
Kevin Magnussen tester Halo-bøjlen i forbindelse med det mexicanske grandprix. Foto: JORGE NUNEZ
Vis mere

Sådan så det ud, da Jules Bianchi kørte galt på Suzuka-banen i efteråret 2014.
Sådan så det ud, da Jules Bianchi kørte galt på Suzuka-banen i efteråret 2014. Foto: Hiroshi Yamamura
Vis mere

»Jeg synes, at det er imod Formel 1s DNA,« sagde Kevin Magnussen dengang med henvisning til at Formel 1-biler altid har været åbne biler uden overdækning af kørerens hoved.

»Halo vil utvivlsomt mindske risikoen, hvis man skulle blive ramt af et hjul eller vragdele fra en anden bil. Men jeg synes bare, at der er mange andre ting, man burde se på først, hvis man vil øge sikkerheden,« siger Magnussen nu.

Han mener i lighed med mange eksperter, at en halo-bøjle ikke havde reddet Jules Bianchi.

»Det, der skete med Jules, var dybt tragisk. Og sort uheld. Sporten skal lære af dét, der skete i Suzuka, men en halo havde ikke ændret noget ved lige den ulykke.«.

Kevin Magnussen påpeger også, at en halo-bøjle både forringer udsynet og gør det sværere at komme ud af bilen.

»At køre med halo føles, som om man har en kasket trukket for langt ned over panden: Man kan godt se, hvor man går, men det er alligevel irriterende.

Og endelig gør halo-rammen det sværere at komme hurtigt ud af bilen,« siger Kevin Magnussen, der få uger inden sin halo-test i Mexico måtte springe lynhurtigt ud af sin Renault, da den brød i brand i pitten i Malaysia.

FIA arbejder fortsat med at øge sikkerheden omkring Formel 1-bilernes cockpit til 2018, men man ser nu også på andre løsninger. Og med kørernes udmelding, ligner det et ' goodbye, halo'.