Stoffel Vandoorne er udråbt som Kevin Magnussens største trussel i kampen om et fast Formel 1-sæde hos McLaren i fremtiden.

Det ved den 22-årige dansker og den 23-årige belgier begge to udmærket, hvor Kevin Magnussen med sin status som reserve- og tredjekører lige nu står foran Stoffel Vandoorne i McLaren-hierarkiet, da den unge belgier 'kun' er testkører for teamet.

Alligevel presser Stoffel Vandoorne sin danske voldsomt, fordi han, modsat Kevin Magnussen, lige nu får fast køretid og er i gang med at opbygge en hype om sig selv og sit talent med suveræn kørsel i rugekassen GP2.

Derfor taler flere Formel 1-eksperter om, at Stoffel Vandoorne sagtens kan overhale sin danske teamkammerat indenom ved årets udgang og måske stå først for, hvis enten Jenson Button eller Fernando Alonso forlader kriseramte McLaren.

Stoffel Vandoorne mener dog ikke, at det udelukkende er Kevin Magnussen, som kan risikere at stå i vejen for ham i jagten på et Formel 1-sæde.

»Jeg ved, at Kevin også har fået en masse spørgsmål om mig, og om hvem han ser som sin største rival om at få et Formel 1-sæde,« siger Vandoorne til NBC og fortsætter:

»Og som Kevin selv siger, så skal vi ikke konstant se og tænke på hinanden, for når alt kommer til alt, så er alle konkurrenter i forhold til et fast sæde i Formel 1. Det er ikke kun én, du skal fokusere på.«

Både Kevin Magnussen og Stoffel Vandoorne vil i øvrigt være til stede, når Formel 1-feltet kører Storbritanniens Grand Prix på Silverstone-banen nær London i denne weekend.