Kevin Magnussen er selv overrasket over 7. pladsen i fredagens træning, men han toner forventingen til lørdagens kvalifikation ned.

Kevin Magnussen havde ikke de store forhåbninger inden fredagens træning til Østrigs Grand Prix startede på Red Bull Ring.

Den bakkede bane i Spielberg blev vurderet til at passe dårligt til Haas-raceren, men da der blev vinket med det ternede flag, som tegn på at træningen var slut, lå danskeren på en stærk syvendeplads.

Han var 1,1 sekund efter Lewis Hamilton (Mercedes) på førstepladsen og cirka halvanden tiendedel foran teamkammerat Romain Grosjean på 10.-pladsen.

Alligevel nedtoner Kevin Magnussen sin overraskende flotte træningstid.

»Men man skal ikke lægge så meget i placeringen,« siger han til BT efter træningen og fortsættder:

»Der var mange af de andre, der lavede fejl og ikke fik det bedste ud af det. Jeg tror, at vi ser et andet billede i morgen (lørdag ved kvalifikationen, red.).«

Kevin Magnussen erkender dog, at han kom hurtigere rundt på Red Bull Ring, end han havde forventet før træningen.

»Ok, det ser ud til, at vi er stærkere, end vi regnede med, inden weekenden startede. Men jeg vil alligevel blive overrasket, hvis vi kommer med i top ti i kvalifikationen,« siger Kevin Magnussen, der ikke har været med i den såkaldte Q3-kvalifikation for de ti hurtigste biler siden Abu Dhabis Grand Prix 2014, hvor han kørte for McLaren.

Men selv med en startplacering udenfor top ti er der chance for at score VM-point søndag. For 14 dage siden startede Kevin Magnussen fra 13.-pladsen i Azerbaijans Grand Prix i Baku, hvor han kom i mål som nummer syv.

»Alt kan jo ske, som det gjorde i Baku. Jeg siger ikke, at vi ikke kan score point her, og vi giver ikke op,« siger Kevin Magnussen.