Mens Kevin Magnussen kæmper sin egen kamp på racerbanerne i Formel 1, arbejder baglandet aktivt på at iscenesætte den 23-årige dansker uden for.

Således har Kevin Magnussen indgået et samarbejde med den engelske PR-virksomhed Fifty Digital, der har til huse i London på den lukrative Oxford Street midt i byen.

Fifty Digital specialiserer sig især inden for branding af sportstjerner via digitale medier samt arbejdet med at skabe kontakt mellem mulige sponsorer og deres kunder.

Nu hjælper englænderne Kevin Magnussen. Det oplyser Fifty Digital på firmaets hjemmeside:

»Vi er glade for at arbejde med et af de største talenter i Formel 1, hvor vi leverer en række tiltag til at styre hans digitale arbejde, brand, image, sponsorer og aktivering af hans rettigheder.«

Hvor langt, Kevin Magnussens nye PR-maskine er i arbejdet med hans nye digitale strategi, image og sponsorer, vides ikke. Men manøvren kan nemt tolkes i den retning, at baglandet forsøger at skabe et stærkere fundament under den danske racerkører og Kevin Magnussens fremtid som racerkører i Formel 1.

PR og økonomi kan ofte være en afgørende faktor i forhandlinger med den nuværende arbejdsgiver, Renault, eller andre interesserede team i fremtiden.

Ud over Kevin Magnussen har den engelske PR-virksomhed stjerner som cykelrytteren Mark Cavendish, bilkoncernen Mercedes-Benz, Porsches Le Mans-team, racerkøreren Susie Wolff og Manor Racing F1 Team på kunde-porteføljen.

I Danmark arbejdes der også aktivt på at finde nye samarbejdspartnere til den danske racerkører. Her er det Thomas Badura fra SponsorPeople, der varetager den opgave.

I Kevin Magnussens bagland er der sket andre og markante ændringer den seneste tid.

BT kunne før sæsonen afsløre, at den danske racerkører havde brudt med sin mangeårige manager. Dorte Riis Madsen, men at de to ikke havde fundet en løsning på deres mellemværende kontraktforhold.

Ingen af parterne har villet bekræfte, at der var problemer, men en ny oplysning i CVR-registret kan være tegn på, at Dorte Riis Madsen og Kevin Magnussens samarbejde kan være tæt på at ophøre.

Således oplyses det 6. juni, at Dorte Riis Madsen 1. august 2015 fratrådte som direktør i Anpartsselskabet af 1. April 2010, som er det selskab, der finansierer Kevin Magnussens karriere.

I stedet har Anpartsselskabet af 1. April 2010 indsat milliardæren Anders Holch Povlsen som ny direktør fra 1. februar i år, hvor den danske rigmand nu udgør direktionen sammen med forretningspartneren Søren Elmelund Johansen From.

Kevin Magnussen og Anders Holch Povlsen står begge som ejere af anpartsselskabet, men Anders Holch Povlsen kan alene manøvrere rundt med selskabet i forhold til forretningsmæssige spørgsmål – lige som han står noteret for at have størstedelen af aktierne i selskabet.

Anders Holch Povlsen har gennem en årrække været en stor økonomisk støtte for Kevin Magnussen, hvor han har investeret mange millioner i danskerens karriere.

I år er Bestseller-ejerens tøjmærke, Jack & Jones, en stor sponsor af Renault-teamet.

Meget tyder nu på, at Anders Holch Povlsen som direktør i deres fælles anpartsselskab fortsat vil være klar til at støtte Kevin Magnussens racerkarriere fremover.