Diskussionen om Formel 1s fremtid racer videre. Det nye 2017-reglement blev banket på plads her i Sochi, hvor den såkaldte Formel 1-kommissions forslag om fremtidens motorer blev blåstemplet af FIAs Verdensråd.

Formel 1-kommissionen består af repræsentanter fra de 11 team, bane-ejere, sponsorer og leverandører (som Pirelli). FIAs Verdensråd består hovedsageligt af embedsmænd fra de nationale automobilklubber, der udgør FIA. Blandt de meget få ikke-embedsmænd er Formel 1s økonomiske bagmand Bernie Ecclestone og præsidenten for FIAs kører-kommission, danskeren Tom Kristensen.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er aktive kørere i hverken kommissionen eller rådet.

Det er kørerne, der er sportens største stjerner, og det er kørerne, der sætter livet på spil. Alligevel har de altså reelt intet at skulle have sagt, når fremtidens regler fastlægges. Det vil en række af de nuværende Formel 1-kørere have lavet om på, og deres fagforening, Grand Prix Drivers’ Association (GPDA) er nu mere aktiv og aggressiv end i mange år.

Hovedparten af feltet (inklusive Kevin Magnussen) er medlemmer af GPDA, men ingen af de aktive kørere har tid eller overskud til at lede organisationen.

Den tidligere Formel 1-kører og Le Mans-vinder, Alexander Wurz, er derfor valgt til præsident, og han ser ud til at have modet til at gå i clinch med sportens nuværende magthavere.

Wurz bakkes op af blandt andre Nico Rosberg, der op til Ruslands Grand Prix i denne weekend slog fast, at kørerne skal spille en mere central rolle i fremtidens Formel 1.

»Vi prøver at blive mere og mere involveret, og jeg synes, det går i den rigtige retning. FIA er blevet mere lydhør og beder nu ofte om vores mening. Det er en god udvikling, for vi ved bedre end de fleste, hvad der vil være godt for sporten. Når alt kommer til alt, er det jo os, der kører bilerne,« siger tyskeren.

Kevin Magnussen bakker op om GPDAs krav om mere indflydelse. Da GPDA for nylig skrev et åbent brev, hvor man blandt andet kaldte sportens beslutningsproces for ’forældet, ustruktureret og bagstræberisk’, blev han spurgt, om han var enig i alle punkterne i brevet.

»Det er ikke så vigtigt – det vigtige er, at vi kørere nu står sammen,« svarede han.

Snakker og snakker

Formel 1-sportens økonomiske bagmand Bernie Ecclestone er naturligvis ikke indstillet på at give kørerne mere magt.

»De snakker og snakker. De er nogle vrøvlehoveder,« sagde han blandt andet, da GPDAs brev blev offentliggjort.

Kørerne svarede igen ved at arrangere en fælles middag i Shanghai for 14 dage siden. Her demonstrerede man GPDAs sammenhold ved at poste billeder fra middagen på de sociale medier, og Nico Rosberg brugte et hashtag, der bedst oversættes med #vrøvlehovederderstårsammen.

FIAs kører-kommission er et relativt nyt organ.

Tom Kristensen blev valgt til præsident sidste år, hvor han afløste den tidligere Formel 1-verdensmester Emerson Fittipaldi.

Det virker, som om den danske Le Mans-legende vil øge kørernes indflydelse.

»Kører-kommissionen er kørernes talerør,« slår han fast på FIAs officielle hjemmeside.

»Sikkerhed er naturligvis et centralt emne – i alle motorsports-discipliner. Men vi ser også på, hvordan bilerne udvikler sig teknisk, og vi ser på banerne. Og vi bidrager til diskussionen om den rette balance mellem sportens fans, bilfabrikanterne, team, løbsarrangører, baner, leverandører og sportens lovgivere,« siger Tom Kristensen.