Kevin Magnussen stiller i dag op i sit 50. Formel 1-grandprix. BTs Peter Nygaard ser tilbage på op- og nedturene.

Største crash
Han ’tabte’ sin McLaren på regnvåd bane under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix 2014 og smadrede ind i dæk-barrieren. Og han røg i autoværnet under træningen i Canada 2016 på kolde dæk. Men Kevin Magnussens absolut største crash kom under Belgiens Grand Prix 2016, hvor han med over 300 km/t mistede herredømmet i den berømte/berygtede Eau Rouge-kurve. Det efterfølgende sammenstød med barrieren trak omkring 60 G, men Magnussen slap med en forslået fod og var klar til det følgende grandprix i Italien.

Værste bil
Den Renault, Magnussen kørte i 2016, var reelt en nylakeret 2015-model, der oven i købet var udstyret med en motor, den slet ikke var bygget til. Læg dertil, at Renault næsten omgående (og fuldt forståeligt) besluttede at fokusere på 2017, og resultatet blev den værste bil i Magnussens F1-karriere.

Største skuffelse
Kevin Magnussen var gennem næsten hele debutsæsonen 2014 hurtigere end sin McLaren-makker Jenson Button. Da han også var 12 år yngre, var det åbenlyst for de fleste, at han skulle fortsætte i teamet, hvor Fernando Alonso i 2015 blev ny førstekører. Men intern uro i McLaren-ledelsen betød, at danskeren blev degraderet til reserve i 2015, mens Button blev teamkammerat til Alonso.

Bedste teamkammerat
Hos McLaren blev Jenson Button anset for at være for gammel til at udgøre en seriøs målestok for Magnussen – og hos Renault var Jolyon Palmer for uerfaren og for langsom til at udfordre danskeren. Hos Haas har Magnussen med Romain Grosjean fået en anerkendt hurtig teamkammeret på toppen af sin karriere.

Bedste motor
Da Kevin Magnussen i 2014 debuterede i Formel 1 for McLaren, kørte teamet med feltets bedste motor. Mercedes var før alle andre gået i gang med at udvikle de nye turbomotorer, der skulle bruges fra 2014, og McLaren fik glæde af tyskernes forudseenhed. Magnussen havde i 2014 den stærkeste motor i feltet – men også en bil, der ikke kunne leve op til de mange hestekræfter.

Bedste start
Kom i Monacos Grand Prix i år. Det er normalt umuligt at overhale i Monte Carlos smalle gader, men i en modig, aggressiv manøvre lykkedes det Magnussen at passere to biler allerede inden første sving.
Kevin Magnussen endte dog som nummer 13 i løbet og dermed uden point.