Kevin Magnussen havde en fin fredag i Barcelona, mens kollegaen Jolyon Palmer ikke fik en god start på denne weekends grandprix.

Mens det var Kevin Magnussen, der i sæsonens begyndelse kørte ind i tekniske problemer, er det nu hans teamkammerat Jolyon Palmer, som er ramt af uheld.

For hvor Kevin Magnussens bil kørte stabilt under hele fredagen og fik tilbagelagt mange omgange i Barcelona, fik Jolyon Palmer ikke  meget føling med bil eller bane i Spanien.

Først stod Jolyon Palmer over i dagens indledende træning, hvor reserven Esteban Ocon lånte raceren. Her fik den unge franskmand dog ikke meget tid i bilen, fordi han oplevede problemer med motoren. Og da det så endelig var Jolyon Palmers tur, blev han ramt af en dramatisk punktering for enden af langsiden.

Selvom Jolyon Palmer slap fra uheldet uden skrammer, måtte bilen fragtes tilbage til garagen. Her holdt den stille indtil et kvarter før slutningen af træningen, og Palmer fik herefter lidt tiltrængte omgange i kørerdragten.

Kevin Magnussen sluttede dagens anden træning på 14. pladsen, og det ser umiddelbart ud til, at det er, hvad bilens fart er til i Barcelona. I fredagens første træning fik danskeren ellers kørt sig ind på 11. pladsen, men man skal nok ikke forvente mirakler i lørdagens tidstagning fra hverken Kevin Magnussen eller for den sags skyld fra Jolyon Palmer.

I front var det endnu engang Mercedes og Ferrari, der fordelte top fire mellem sig.