Kevin Magnussen forsvarer sit og Haas-teamets sats om at køre ud som sidste mand i kvalifikationen, hvilket uheldigvis kostede danskeren dyrt og gav udslag i en sidsteplads ved i Bahrain.

Den danske racerkører fik ødelagt sin hurtige omgangstid, fordi spanske Carlos Sainz pludselig parkerede raceren, hvilket resulterede i gult flag og nedsat hastighed.

Den situation var skyld i, at Kevin Magnussen måtte køre langsomt forbi spanieren og tage til takke med en sidsteplads.

»Sådan er det nogle gange i race. Vi må bare se, hvad vi kan gøre i morgen (søndag, red.). Med lidt held kan vi stadig få et godt resultat, men det selvfølgelig sværere, når man starter sidst,« sagde Kevin Magnussen efter kvalifikationen til TV3 Sport.

Mange ærgerlige danske Formel 1-fans vil formentlig påpege, at Kevin Magnussen og Haas-teamet satsede alt for meget ved at vente med at sende danskeren på banen til i sidste øjeblik. Men Kevin Magnussen forklarer taktikken med følgende:

»Når det blæser, ryger der sand ind på banen hele tiden, så dine første omgange i hver session er altid dårlige, og derfor er det vigtigt at være ude til sidst. Du taber meget, hvis du kører ud tidligere. Der er grund til at tage den chance og køre ud til sidst. Men man føler sig lidt dum, når man er den eneste, der ikke fik en omgang. Det er bare uheldigt,« sagde han.

Danskeren håber nu, at han med lidt held kan få kæmpet sig frem i feltet søndag på Sakhir-banen, hvor teamkammeraten, Romain Grosjean, begynder på en imponerende 9.plads.

»Det var uheldigt og irriterende, men vi må bare gøre, hvad vi kan i morgen. Alt kan ske med lidt held, men det er selvfølgelig irriterende at starte sidst,« fortalte Kevin Magnussen.