Langsomst af alle. Det var facit for Kevin Magnussen i lørdagens kvalifikation på Monza-banen til det italienske grandprix.

Dermed blev Renault brutalt sparket tilbage til virkeligheden efter de gode resultater for en uge siden på Spa-banen, hvor de gule racere lå lige uden for top-10.

»Det var ret svært. Efter tredje træning (tidligere lørdag, red.) vidste vi godt, at vi var tilbage i vores normale position,« som Kevin Magnussen efterfølgende siger til 3+.

Han starter som nummer 21, mens holdkammeraten Jolyon Palmer starter lige foran. Kun Esteban Ocon starter bag Renault-bilerne, fordi han aldrig nåede at sætte en tid i Q1.

Kevin Magnussen lavede to tider i Q1 og begge gange kostede kørerfejl tid. For meget tid. Det rakte ikke til en placering blandt de 16 bedste, der gik videre.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

»Jeg følte, at med en fuldstændig perfekt omgang kunne være, at jeg kunne komme i Q2. Nu har vi været 17, 18 eller 19 så mange gange, at det kan være lige meget, om vi bliver 17er eller 19er. Så jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne for at komme i Q2, men jeg kørte af banen, og det er, hvad der sker, når man presser bilen,« siger Kevin Magnussen.

Nu har han ikke de store forventninger til søndagens løb, hvor der langt op til pointgivende top-10.

»Jeg vil normalt ikke være rigtigt glad for andet end point, men det kan godt være, at vi må blive nødt til at være tilfredse med et mindre resultat,« siger Kevin Magnussen.

Du kan selvfølgelig følge søndagens italienske grandprix søndag kl. 14 på BT.dk.