Milliardæren Anders Holch Povlsen har igen spillet en nøglerolle i Kevin Magnussens comeback til Formel 1.

Onsdag bliver Kevin Magnussen med stor sandsynlighed præsenteret som ny Formel 1-kører hos Renault-teamet. Et comeback, der igen har understreget de tætte bånd mellem Magnussen og milliardæren Anders Holch Povlsen.

En af Danmarks rigeste mænd har nemlig igen spillet en vigtig rolle i Kevin Magnussens nye chance for at køre Formel 1.

Det var således Anders Holch Povlsen, der stillede sin sorte privatjet til rådighed og fløj Kevin Magnussen til Oxfordshire og Renualts Formel 1-fabrik for omtrent tre uger siden.

Anders Holch Povlsen nøjedes dog ikke med at låne Kevin Magnussen flyet. Den danske ejer af tekstilkoncernen Bestseller tog selv med og gik med den 23-årige racerkører ind til mødet på fabrikken i Enstone, hvor Renaults Formel 1-bosser viste dem rundt og snakkede forretning.

Selv om Kevin Magnussen er et  af motorsportens største talenter, og hans formåen i en racerbil fuldt ud berettiger ham til en plads i Formel 1, ville hans vej ind og nu tilbage i kongeklassen have set meget svær ud, hvis ikke Anders Holch Povlsen havde kastet sig ind i Magnussens karriere med økonomiske midler.

Anders Holch Povlsen er 43 år og har siden 2010 været sponsor for Kevin Magnussen via tøjmærket Jack & Jones. Det sponsorat hjalp den unge dansker til gode aftaler op gennem ungdomsrækkerne, hvor McLaren sammen med Anders Holch Povlsen dannede det økonomiske fundament i skabelsen af Kevin Magnussen.

Et ubekræftet, men godt bud, på Anders Holch Povlsens investering i Kevin Magnussen lyder på omtrent 40 millioner, før han trådte ind i Formel 1.

Anders Holch Povlsen er ikke en person, der selv søger opmærksomheden – slet ikke i medierne, hvor han med få undtagelser kun udtaler sig om sine forretninger.

Derfor er det også småt med ord i offentligheden om venskabet mellem den danske milliardær og den danske racerkører. Men for et par år tilbage sagde Kevin Magnussen følgende om hans storsponsor.

»Han er en person, jeg har meget respekt for, og som virkelig er et sejt menneske,« fortalte Kevin Magnussen dengang om Anders Holch Povlsen til Fagbladet 3F.

I erhvervssammenhæng er et af Anders Holch Povlsens bedste kendetegn, at han besidder et stort engagement. Og hans engagement i Kevin Magnussens karriere har siden bragt makkerparret til tops i international motorsport.

Udadtil stoppede Kevin Magnussen og Anders Holch Povlsens samarbejdet i 2014, da danskeren blev Formel 1-kører hos McLaren. Men det var, selv om hverken McLaren, Magnussens manager eller Bestseller ville bekræftet det, formentlig ikke en tilfældighed, at virksomheden Asos pludselig havde en fremtrædende plads på McLaren-racerens bagvinge i Magnussens debutsæson.

Asos er blandt de virksomheder, som Anders Holch Povlsen har investeret tungt i de senere år. Asos forsvandt da også fra McLarens racer, da Kevin Magnussen blev degraderet til reservekører i 2015.

Foto: MARK DADSWELL
Vis mere

Et tegn på det fortsatte bånd mellem Anders Holch Povlsen og Kevin Magnussen viste sig tydeligt i hele 2014-sæsonen, hvor han flere gange var til løb rundt på kloden, som ’gæst’ hos Kevin Magnussen. Også dengang gjorde de to brug af den sorte privatjet fra tid til anden.

Anders Holch Povlsen blev desuden ved flere lejligheder også set i samtale med McLaren-bossen Ron Dennis, der nok vidste, at Anders Holch Povlsen var en vigtig mand i forhold til at beholde Kevin Magnussen.

Men da Kevin Magnussen blev degraderet senest, forlød det pludselig, at McLarens bestyrelse blandt andet valgte danskeren fra, fordi der manglede økonomisk opbakning fra hjemlandet. Ifølge BTs oplysninger var det dog ikke, fordi Anders Holch Povlsen ikke længere ville være med mere. Men det beløb, McLaren krævede, var simpelthen ’urimeligt højt’, forlyder det.

Hvad og hvor meget Anders Holch Povlsen har bidraget med til Kevin Magnussens nye Formel 1-aftale hos Renault, vides ikke. Meget ubekræftede rygter lyder på 50 millioner sponsorkroner, men det er langt fra sikkert, at det forholder sig sådan.

Fakta er dog, at Anders Holch Povlsen igen har spillet en vigtig rolle i Kevin Magnussens nye Formel 1-eventyr.