Kevin Magnussen havde en skuffende sæsonfinale i Abu Dhabi, og det smitter i den grad af på udlandets bedømmelse af danskerens weekend.

Dumpet.

Der er seriøse tæv og bundkarakter til den danske Formel 1-kører fra flere internationale medier, som slet ikke er imponeret af det, Kevin Magnussen leverede i kvalifikationen og selve løbet på Yas Marina-banen.

Kevin Magnussen sluttede sidst i løbet søndag, hvor han udgik efter få omgange med skader på raceren, efter han indledte løbet fra en 18. plads – og meget langsommere end Jolyon Palmer.

Der har undervejs været antydninger af, at Kevin Magnussens racer ikke var så god som teamkollegaens hele weekenden hos Renault, men den faktor har de internationale Formel 1-raportere ikke taget med i deres bedømmelse. Her får Kevin Magnussen dumpekarakter.

Hos tyske Auto Motor und Sport får Kevin Magnussen 4 for sin præstation, hvilket er dårligst af alle.

Samme karakter modtager Kevin Magnussen af mediet F1i.com – altså 4 – og igen ringest af kørerne i feltet. I begrundelsen lyder det:

»Magnussens afsked med Renault kommer efter en ikke overvældende afslutning på sæsonen, der sluttede før tid i Abu Dhabi. Efter at være blevet udkvalificeret af Palmer fik Magnussen en dårlig start og faldt ned bagerst i feltet. Herefter kørte han ind i Esteban Ocon på første omgang, hvor han beskadigede frontvingen og var nødt til at køre i pit. Da han kom tilbage i løbet, var det tydeligt, at der var flere skader, og Magnussen var tvunget til at udgå.«

Hos engelske Autosport er der heller ingen opløftende ord eller karakter at hente for Kevin Magnussen, som får bundkarakteren 5.

I bedømmelsen er det engelske magasin nådesløs i kritikken af den danske racerkører:

»Magnussens tørn med Renault endte i klynkeri. Han var langt fra farten hele weekenden og kunne ikke forklare hvorfor. Næsten fire tiendedele efter Palmer i kvalifikationen var for meget,« skriver magasinet og fortsætter:

»Han fik skader på affjedringen og frontvingen på første omgang på grund af et sammenstød med Ocon efter en dårlig start. Danskeren forsøgte at fortsætte, men var nødt til at udgå.«

SkySports undlader at bedømme Kevin Magnussen, fordi han udgik tidligt i løbet.