Selvom hans Formel 1-fremtid er mere usikker end nogensinde, var Kevin Magnussen i udmærket humør, da han sent torsdag eftermiddag briefede pressen i McLarens hospitality-afdeling i paddocken i Abu Dhabi.

- Ingen har sagt noget til mig - jeg ved ikke mere end I gør. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på næste år, men det er klart, at det ligger i baghovedet, sagde han smilende til journalisterne, da seancen blev indledt med det uundgåelige spørgsmål om 2015-sæsonen.

McLaren-ledelsen har besluttet at udskyde valget mellem Magnussen og hans nuværende teamkammerat Jenson Button til efter løbet i Abu Dhabi, men danskeren forsøger at abstrahere fra kampen med Button om at blive Fernando Alonsos McLaren-makker i 2015.

- Abu Dhabis Grand Prix er ikke anderledes end de andre løb i år. Jeg stiller op med ambitionen om at gøre det så godt som muligt. Og jeg tror ikke at løbet her bliver afgørende for min fremtid, men jeg ved det ikke. Så det ER et pres ikke at vide hvad jeg skal næste år, sagde han.

Hvis Button får genvalg, ventes det, at Magnussen vil blive tilbudt pladsen som McLarens testkører, men den vil han ikke nødvendigvis acceptere.

- Det er ikke noget, jeg har tænkt på. Det vil jeg først tage stilling til efter sæsonen, sagde han.

Så skyndte Kevin Magnussen sig videre. Han skal være med i McLaren-teamets årlige holdfoto, der skulle optages udenfor garagen. Det første i en lang serie - eller måske højdepunktet i en kort Formel 1-karriere?

Svaret kommer tidligst 1. secember.