Kevin Magnussen bestod onsdag sin første store Formel 1-eksamen med flyvende faner.

Efter den indledende test i Jerez for tre uger siden, hvor mange af de nye 2014-biler var voldsomt ’underudviklede’, var det i går alvor i Bahrain. Alle 11 team var på plads, og feltet talte ud over McLarens danske stjernefrø også verdensmestrene Fernando Alonso (Ferrari), Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastian Vettel (Red Bull-Renault).

Indtil frokost var danskeren trods et par tekniske problemer hurtigste mand på Bahrain International Circuit uden for hovedstaden Manama, og selvom han i går eftermiddag rutsjede ned på fjerdepladsen, var eksamenen absolut bestået. Dagens hurtigste mand, Force Indias Nico Hülkenberg, kørte som den eneste på den blødeste og dermed hurtigste dæk-compound, så hans omgangstider kan ikke umiddelbart sammenlignes med resten af feltet.

Hov, giv os lov at vise videoen

Det gør du her

Videoen er klar, når du har klikket på den grønne knap



Selvom Magnussen koncentrerede sig om såkaldte ’long-runs’ med fokus på distancen frem for enkelt-omgange, var danskeren indenfor et halvt sekund af både Alonso og Hamilton på anden- og tredjepladsen. Og endnu vigtigere for Kevin Magnussen; han fik med masser af omgange understreget, at den nye Mercedes-motor er den stærkeste i feltet.

- Det var en god testdag. Efter en afbrydelse i formiddag havde vi en solid eftermiddag med i alt 81 omgange og til slut fire prøve-pitstop, sagde Kevin efterfølgende.

Som det det eneste af de elleve teams afholdte McLaren ikke det traditionelle pressemøde efter gårsdagens kørsel, og først i dag må Kevin udtale sig i detaljer om Bahrain-testen. Der er dog ingen tvivl om, at den danske 'rookie' er ved at køre sig i position som en af outsiderne til sejren i sæsonpremieren i Australien 16. marts.

Med moden, uimponeret kørsel blander han sig allerede nu mellem feltets absolutte topkørere, og samtidig virker både McLaren-raceren og Mercedes-motoren hurtig og pålidelig.