Kevin Magnussen har ingen forklaring på det mekaniske uheld, der stoppede ham i lørdagens kvalifikation.

Da Kevin Magnussen lørdag eftermiddag tog hul på Formel 1-kvalifikationen forud for søndagens østrigske grandprix, så det indledningsvist rigtig godt ud.

Men blot få minutter senere gik det galt for den danske Haas-kører.

Magnussens ene hjulophæng "gav op", som han selv forklarer det, og dermed måtte han køre i pit. Der blev han resten af kvalifikationen.

»Nu ser jeg bare frem til løbet i morgen. Jeg kan ikke gøre så meget ved det, der skete - hjulophænget gav pludselig bare op,« siger han til TV3+.

Magnussen havde ellers sat gode tider ved de indledende træninger og kørte lørdag formiddag den syvendehurtigste tid.

»Var der ikke sket noget i dag, tror jeg, vi kunne være kørt i top-6,« siger han.

»Vi har vidst hele tiden, at vi havde farten til Q3. Så vi prøvede at holde benene på jorden. Det gik næsten for godt til at være sandt til træningerne - og det gjorde det så også,« siger Magnussen med henvisning til sit uheld.

Danskeren endte efter kvalifikationen med en startplacering som nummer 15.

Den danske racerkørers teamkammerat, Romain Grosjean, blev nummer syv i lørdagens kvalifikation på banen i Spielberg.

Kvalifikationen blev vundet af finske Valtteri Bottas (Mercedes), der dermed starter i pole position ved Østrigs Grand Prix søndag. Ferrari-kørerne Sebastian Vettel og Kimi Raikkonen starter som nummer to og tre.

Den britiske racerstjerne Lewis Hamilton (Mercedes) må på grund af en straf nøjes med en startplacering som nummer otte.

/ritzau/