Kevin Magnussen kørte en katastrofal kvalifikation, hvor en konkurrents uheld var medvirkende årsag til, at danskeren nu starter som sidste mand i søndagens løb i Bahrain.

En kvalifikation fra helvede. Det var, hvad Kevin Magnussen oplevede i Bahrain, hvor han sluttede på sidstepladsen i kvalifikationen. Ja, du læste rigtig. Danskeren endte på en ekstremt skuffende 20. plads bagerst i feltet.

Den danske Haas-kører satsede stort og kørte på banen som sidste mand for at sætte sin hurtige omgangstid i aftenmørket over Sakhir-banen, der kun blev hurtigere og hurtigere, som kvalifikationen skred frem.

Men Kevin Magnussens sats endte helt galt, da han fik sin omgangstid ødelagt, fordi spanske Carlos Sainz foran ham fik et problem og pludselig holdt stille på banen.

Den ødelagte Toro Rosso-racer var således skyld i, at der blev flaget med det gule advarselsflag, hvilket betød, at den bagfrakommende Kevin Magnussen var nødsaget til at trykke hårdt på bremsen af sikkerhedshensyn.

Sådan er reglerne, og desværre for Kevin Magnussen gik det ud over ham lørdag i Bahrain.

Man kunne dog måske klandre Kevin Magnussen og Haas-teamet for, at de valgte at vente til sidste øjeblik med at sende ham ud på banen, og dermed ikke efterlod noget rum for fejl eller uforudsete hændelser, som altså ramte Kevin Magnussen i Bahrain.

»Der kom gult flag, da jeg var ude på min afgørende omgang i Q1. Det betød, at jeg måtte tage farten af og ikke kunne forbedre mig. Det var sort uheld, for mine sektor-tider var gode. Jeg håber på bedre held i morgen (søndag, red.), og det ser ud til, at der er god fart i bilen,« sagde Kevin Magnussen efter kvalifikationen til BT.

Den danske kørers omgang lå formentlig til en tid, der med lidt held kunne have sendt ham videre til Q2, men helt vildt hurtig var den danske Haas-stjerne ikke. Og Kevin Magnussen får nu sin sag for, hvis han skal have noget der bare minder om et VM-point hjem fra ørkenstaten.

Meget bedre gik det imidlertid for Kevin Magnussens teamkollega Romain Grosjean. Den franske Haas-stjerne kørte ekstremt hurtigt, og han formåede at køre med om pladserne blandt de ti bedste i feltet. Og det lykkedes Romain Grosjean at kvalificere sig som nummer ni til søndagens løb.

Hurtigste mand var Valtteri Bottas i sin Mercedes foran teamkammeraten Lewis Hamilton og Sebastian Vettel fra Ferrari.

Du kan genopleve LIVE-bloggen fra kvalifikationen herunder: