Renault havde givet op på forhånd.

Det fortalte Kevin Magnussen efter lørdagens totale nedtur i kvalifikationen til det allerførste grandprix nogensinde i Baku.

Her endte de gule Renault-racere helt i bund. Jolyon Palmer som nummer 22 og sidst. Kevin Magnussen kun lidt bedre som nummer næstsidst. Derfor var det hele slut allerede i første kvalifikation, Q1.

Men det havde man på fornemmelsen hos det franske team allerede tidligt på dagen. Det forklarede Kevin Magnussen efterfølgende til 3+:

»Vi vidste godt her til morgen, at vi ville være rigtigt langsomme, så vi besluttede os for at prøve noget anderledes. Vi ændrede bilen rigtig meget, og det var ikke godt for tidstagningen, men det var for at lære og tage løbet som en test. For at se, om vi kunne få noget mere information og prøve bilen på en måde, vi ikke har prøvet før,« forklarede Kevin Magnussen:

Artiklen fortsætter under billedet

Omgivelserne fejlede ikke noget i Baku, hvis Kevin Magnussen havde tid til at betragte dem.
Omgivelserne fejlede ikke noget i Baku, hvis Kevin Magnussen havde tid til at betragte dem. Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

»Det synes vi gav mening, for selv om vi havde kørt med det optimale kvalifikationssetup havde vi nok ikke kunnet komme i Q2 alligevel. Så kan man lige så godt bare prøve at lære et eller andet. Vi ved, at vi ikke kan kan kæmpe om noget i den her weekend, så vi kan lige så godt få noget data, nogle oplysninger og noget information på en side af bilen, vi ikke har prøvet før.«

Spørgsmålet er så, hvad Renault kan bruge oplevelsen til. Lørdagen i Baku markerede i hvert fald sæsonens største nedtur for holdet, der i forvejen har kæmpet med en dårlig bil, og en knap så konkurrencedygtig motor.

»Det er en lang proces, og det vidste vi godt. Vi vidste godt, at det ville være hårdt, når vi rammer et lavpunkt som i dag. Ingen med en vindermentalitet kan være tilfredse med at være, hvor vi er nu. Men vi vidste godt, at det ville blive et hårdt år. Og i sådan en situation får man sådan nogle nedtur på vej op. Der er stadig masser at være positive over – bare ikke i dag,« sagde Kevin Magnussen.