Kevin Magnussen fik langt fra den start på Formel 1-sæsonen, som han og de danske motorsportsfans havde håbet.

Han måtte tidligt udgå af premiereløbet i Australien efter et sammenstød.

Den danske Haas-kører er dog optimistisk – for grandprixet ’down under’ afslørede, at der sidder en rigtig hurtig motor i den amerikanske racer. Og det er vigtigt - for det lettere, at forbedre pålidelighed end fart.

»Jeg vil hellere have, at vi skal bøvle med pålidelighed frem for at bøvle med en underpræsterende bil. Den er, hvor den skal være præstationsmæssigt. Vi skal bare have den til at holde (i et helt løb, red.),« siger Kevin Magnussen ifølge sitet PlanetF1

»Det er meget opmuntrende at se, hvor hurtig bilen er. Det var virkelig gode nyheder at se, at den var så konkurrencedygtig, som vi havde håbet på.«

»Personligt havde jeg bare en lidt hård weekend. Jeg fik ikke tid nok ude på banen, og der var for mange problemer med bilens pålidelighed,« lyder det fra Magnussen.

Haas-chef Günther Steiner udtalte for nyligt, at den Ferrari-producerede motor i Haas-bilen kan måle sig med – og måske endda overgå – motoren i Mercedes-raceren.

Sæsonens første løb blev i øvrigt vundet af Ferraris Sebastian Vettel.