Kevin Magnussen er kørt af banen under onsdagens Formel 1-test i Bahrain.

Ifølge en kortfattet meddelelse fra McLaren-teamet skyldtes afkørslen en mekanisk fejl. Rygter fra banen antyder, at hjulophænget brød sammen og at dét sendte danskeren i sandkassen.

Skaderne på bilen betegnes af McLaren som ’mindre’. Det er endnu uvist om Magnussen kommer på banen igen onsdag.

Ferrari, der onsdag indsatte Kimi Raikkonen, har allerede afsluttet Bahrain-testen. Finnen kørte samme bil som i søndagens grandprix, og den viste sig kort før frokost at være så meget i stykker, at teamet pakkede sammen.

Magnussen var fjerdehurtigst under tirsdagens test, men hans bedste tid var næsten et par sekunder langsommere end hans kvalifikationstid til løbet.