Haas er gradvist blevet bedre. Sæsonen toppede foreløbig med to mand i pointene søndag, siger teamchef.

Monte Carlo. Formkurven for det amerikanske Formel 1-hold Haas, der har danske Kevin Magnussen i stalden, er støt stigende.

Det mener holdets teamchef, Günther Steiner, i hvert fald, efter det søndag lykkedes både Kevin Magnussen og kollega Romain Grosjean at få point i Monacos grandprix.

- Vi får mere og mere erfaring. Det tager tid, men nu ser vi nogle af resultaterne. Der vil fortsat være op- og nedture, men vi tager hele tiden skridt fremad. Nogle af skridtene ser man ikke udefra, fordi vi ikke får point.

- Vi har oplevet fremskridt i løbet af de sidste seks måneder, siger Günther Steiner ifølge holdets hjemmeside.

Magnussen fik et enkelt point søndag via en tiendeplads, mens Grosjean fik fire point for sin ottendeplads.

Med to mand i pointene i samme grandprix blev et af sæsonens delmål indfriet.

- Det var første gang, at begge kørere fik point i samme grandprix, og det var noget af det, som vi ville opnå i denne sæson.

- Vi klarede det i sæsonens sjette løb. Vi ville gerne have haft, at det var sket noget før, men løb seks er ikke så dårligt, siger Haas-bossen.

Haas har skrabet 14 point til sig i alt i sæsonen. Det rækker til en delt syvendeplads sammen med Renault i kampen om konstruktørernes verdensmesterskab. Ti hold deltager i Formel 1.

Kevin Magnussen har fået fem af Haas-pointene, Romain Grosjean har fået ni.

Næste Formel 1-grandprix er i Canada 11. juni.

/ritzau/