Grundet de dårlige præstationer er der spændinger i kulissen hos Kevin Magnussens Renault-team. Det indrømmer holdets direktør, Cyril Abiteboul.

Det har ikke ligefrem været en storslået Formel 1-sæson for Renault, hvor det med seks løb tilbage kun er lykkes at skaffe de syv point, som Kevin Magnussen skaffede i henholdsvis Rusland og senest Singapore.

Der er blevet spekuleret i, om Renaults indtil videre skuffende comeback-sæson har resulteret i interne stridigheder, og nu svarer holdets direktør på rygterne. Især er der konstant mange rygter om, hvem der skal sidde i bilerne næste sæson.

I et interview med autosport.com fortæller Cyril Abiteboul, at der naturligvis er interne spændinger, når præstationerne er dårlige.

»Der er bare spændinger på grund af præstationerne.«

»Når tingene ikke går godt, er det svært. Det er ingen hemmelighed. Og når et hold så præsterer, er det pludselig en dans på roser igen,« siger han og henviser til de helt store store hold, der har haft samme problemer.

»Se på Red Bull. Der var en masse spændinger sidste år, og spørg Mercedes, hvordan det var, da de ikke præsterede. Der var også spændinger. Så selvfølgelig er der spændinger hos os i år.«

Kræver tydeligt lederskab

Magnussens chef lader sig dog heller ikke gå på. Sådan er det i Formel 1, lyder det.

»Jeg er ikke chokeret over den situation, vi går igennem lige nu, og jeg kan uden tvivl håndtere spændingerne. Hvis folk ikke er forberedt på at håndtere eller komme igennem sådan noget, burde de ikke være i Formel 1.«

Der er ikke så mange undskyldninger fra Cyril Abiteboul, som i stedet for at pege på andre, peger på sig selv og sine to kolleger i Renault-ledelsen, præsident Jerome Stoll (præsident) og teamchef Frédéric Vasseur.

»Det, holdet mangler, er ikke penge, investeringer eller folk. Det er lederskab - klart og tydeligt lederskab.«

»Det er det, Jerome, Frédéric og jeg skal bidrage med til holdet - tydeligt og gennemgående lederskab i forhold til, hvor vi gerne vil hen. Det er det, vi i øjeblikket er ved at få klargjort for alles bedste,« siger Cyril Abiteboul, der efterlyser tålmodighed.

»Folk skal give os lidt tid, så der kan komme en klar forståelse og opfattelse af, hvem der er ansvarlige for hvad.«

»Når jeg ser på, hvad størstedelen af holdene har måtte gå igennem, bekymrer jeg mig ikke, og jeg synes ikke, at vi skal skamme os over, hvad vi laver.«

Søndag 2. oktober køres det næste grandprix i Formel 1-sæsonen, når kørerne skal ud på banen i Kuala Lumpur, Malaysia.