Kevin Magnussen skal i gang med frokosten i et ensomt rum i Haas’ hovedkvarter, da han efter en travl formiddag endelig kan tale dansk.

Han er sulten og kaster sig over de lækre sandwiches med ægge- og tunsalat.

»Jeg er så sulten,« siger han med et smil.

Det er næsten synd at ødelægge den gode stemning, men spørgsmålet presser sig på:

Har du en kommentar til Cyril Abitebouls udtalelser fra sidste uge?

Renault-chefen snakkede i et surt opstød i det franske ugeblad AutoHebdo, om at danskeren manglede disciplin, fandt på undskyldninger og skuffede både med hensyn til resultater og opførsel. Kevin Magnussen bliver træt i ansigtet, allerede inden jeg er færdig med spørgsmålet.

»Jeg vil ikke kommentere Cyrils udtalelser overhovedet,« siger han med et anstrengt smil.

Men du kan da ikke lade den slags stå uimodsagt?

»Jo – det kan jeg godt. For der kommer ikke noget godt ud af at snakke mere om det. Men det er klart, at jeg undrer mig. Og er skuffet.«
Abitebouls udtalelser kom et par måneder efter, at samarbejdet med danskeren var afsluttet.

Og de følger et uheldigt mønster: Et par måneder efter Magnussen i 2015 havde sagt farvel til McLaren, kom det engelske teams daværende chef Ron Dennis med et lignende udfald.

»Ja – jeg kan godt se det. Men hvad skal jeg gøre?« siger Magnussen frustreret. Der er tydeligt, at han lægger bånd på sig selv for ikke at gå ind i en ordkrig med de to F1-bosser.

Han har tidligere fortalt, om hvordan han hos både McLaren og Renault blev fanget midt i en intern magtkamp. Hos McLaren endte den for nylig med, at Ron Dennis blev bedt om at forlade det team, han selv har opbygget gennem mere end 30 år. Hos Renault sluttede den, da Cyril Abitebouls kollega, teamchef Frederic Vasseur, i sidste uge blev fyret.

En antydning af, at det måske er nemmere at kritisere andre end at se indad på egne problemer, bliver efterfulgt af en lang tænkepause. Så tørrer Kevin Magnussen sig om munden og rejser sig.

»Det kan der være noget om,« nikker han.

Han skal videre til et nyt møde med sine nye arbejdsgivere. Og videre mod en ny fremtid i et team uden magtkampe og skjulte dagsordener.

»Haas-teamet passer så godt til mig,« siger han på vej ud af døren.